Gylden havregrød med hel boghvede

Den tid på året er kommet, hvor den varme grød, er lige det jeg har lyst til at spise om morgenen. Det føles rart at spise noget varmt når det er koldt udenfor. Noget at lune sig på.

Denne grød er lavet af grove havregryn, hel boghvede, revet gulerod, hasselnødder, abrikoser og nogle varmende krydderier. En grød der virker antiinflammatorisk, pga. gurkemeje og kanel.

Det at tilsætte revne gulerødder er en rigtig god måde at få nogle grønsager ind i morgenmåltidet. Smagsmæssigt passer det rigtig godt sammen med abrikoser, kanel og gurkemeje.

Ingredienser: (til 3 portioner)

2 dl. grove havregryn

1 dl. hel boghvede

100 g. revet gulerod

30 g. hasselnødder

30 g. tørrede abrikoser (usvovlede)

1 tsk. Ceylon kanel

1/2 tsk. gurkemeje

1/2 tsk. uraffineret salt

Lidt friskkværnet peber (for at optimere den antiinflammatoriske virkning fra gurkemejen)

7-8 dl. vand

Fremgangsmåde:

Skyl den hele boghvede i en sigte. Kom efterfølgende boghveden og de grove havregryn i en gryde. Hak hasselnødderne og skær de tørrede abrikoser i små stykker.  Rens og riv gulerødderne. Kom nu alle de andre ingredienser ned i gryden til havreflagerne og den hele boghvede. Rør grundigt i grøden og bring den til kogepunktet. Skru ned for varmen og lad grøden simre alt imens der røres. Grøden er færdig når boghveden er ved at være mør. Den må gerne have lidt bid.

Topping: (Til 3 portioner)

1 1/2 æble

1 spsk. kokosolie

lidt kanel

Til hver portion brugte jeg et halvt æble skåret i både. Derefter stegte jeg æblebådene i kokosolie og kanel. De skal kun steges kortvarigt, så de stadig bevarer formen.

Der er tilsat en tsk. hørfrøolie på toppen af hver portion grød, lidt hakkede hasselnødder, et lille drys kanel og plantemælk i kanten.

 

Rigtig god fornøjelse!!!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar