Syltede rå grønsager

Ligesom du kan sylte rødløg og agurker, kan du sylte alle mulige andre grønsager. Det er en super lækker og nem måde at lave tilbehør til salater, til at komme i din burger eller til at bruge som topping til dine sandwich.

Fremgangsmåden er den samme som ved syltede rødløg. Du koger en eddike/sukkerlage op, tilbereder de grønsager du vil have syltet og lader dem simre i lagen i et par minutter. Jeg synes at grønsagerne stadig skal have lidt bid. Så de skal bare lige have et par minutter alt efter hvor store stykker grønsagerne er i.

Her er grønsagerne strimlet på en spiralizer. Det fungerer super godt når de syltede grønsager skal bruges som topping. Det er både dekorativt og størrelsen på strimlerne gør at de ikke skal koge/simre mere end et par minutter.

Du kan krydre med det du synes passer godt sammen med de grønsager du vælger at sylte. Her har jeg brugt revet peberrod til rødbede/æble blandingen. Hvidløg og timian til gulerodsstrimlerne og hybenroseblade og hyldeblomster til en anden portion strimlede gulerødder. Her er der brugt tørrede hybenroseblade og tørrede hyldeblomster fra sidste år. Du kan sagtens bruge friske blomster i stedet. Om ikke så lang tid kan du plukke både hyldeblomster og hybenroseblade. Denne kombination smager  så dejligt sommerligt.

Ingredienser: (Grundlagen)

2 dl æbleeddike eller forskellige slags krydderurteeddiker der passer til de grønsager du vil sylte.

1 dl vand

1 1/2-2 dl rørsukker

Fremgangsmåde:

Kom alle ingredienser i en kasserolle og kog lagen forsigtigt op, til sukkeret er opløst.

Forskellige forslag til grønsager og krydring: (Prøv dig frem med de grønsager du synes egner sig til at blive syltet:

  • gulerødder + hyberoseblade, hyldeblomster og revet citronskal +timian og hvidløg +rosenpeber
  • rødbede + revet æble og peberrod + ingefær og æble
  • knoldselleri + citronskal
  • blomkål + frisk gurkemeje og sorte peberkorn
  • rødløg + laurbærblade + rosenpeber + sorte peberkorn
  • glaskål + revet æble

Fremgangsmåde til grønsagerne:

Rens og skær, riv eller kør grønsagerne på en spiralizer. Kom grønsagerne og det du vil krydre dem med ned i den kogte eddikelage. Lad dem simre sammen med eddikelagen i et par minutter eller sådan som du ønsker de skal være. Kom nu blandingen i rengjorte glas og sæt tætsluttende låg på. Opbevar de syltede grønsager på køl.

Rigtig god fornøjelse!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.