Spidskålsalat m/bagte gulerødder i hyldeblomstmarinade og ristede mandler

Dejlig frisk og sprød spidskålsalat med en marinade af bl.a. konc. hyldeblomstsaft og bagte gulerødder med hyldeblomstmarinade. Denne salat laver jeg altid når hylden begynder at blomstre. Det er bare så dejlig en tid på sommeren. Løvet er stadig lysegrønt og nyudsprunget og vi kan lige straks smæske os i de de danske jordbær. Det er også nu du skal begynde at gøre klar til at lave årets hyldeblomstsaft. Jeg brugte en økologisk hyldeblomstsaft fra Änglamark. Hvis du har mere tålmodighed end mig kan du vente til du har lavet din egen saft og så bruge den i salaten. Vi spiste salaten sammen med nogle ovnkartofler med sesamfrø, falafler m/frisk spinat og krydderurter og en chilimayo. Dejlig sommermad.

Ingredienser: (Til 4 personer som tilbehør)

Bagte gulerødder med hyldeblomstmarinade. 

500 g gulerødder

2 spsk olivenolie

2 spsk konc. hyldeblomstsaft

2 spsk citronsaft

1 tsk urtesalt el. uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Rens gulerødderne og skær dem i stave. Rør olivenolien sammen med koncentreret hyldeblomstsaft, citronsaft og urtesalt. Bland marinaden med gulerødderne og læg dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ovnen ved 200 gr. varmluft i ca. 30 min. Lad de bagte gulerødder køle af.

 

Spidskålssalat:

Ingredienser:

1 spidskål fintsnittet

2 spsk koncentreret hyldeblomstsaft

1 tsk æbleeddike el. hvidvinseddike

1/3 tsk uraffineret salt

1/2 krølsalat el. anden slags salat

Fremgangsmåde:

Snit spidskålen fint. Rør hyldeblomstsaft, eddike og urtesalt sammen. Knug nu den snittede spidskål, så den bliver lidt blødere at spise. Bland marinaden med spidskålen. Skyl krølsalaten og pluk den i mindre mundrette stykker. Bland nu spidskål og krølsalat og anret det på et salatfad. Anret nu de afkølede bagte gulerødder ovenpå spidskålsalaten. Til sidst tilsættes de ristede, hakkede mandler på toppen af salaten sammen med små afklippede hyldeblomster. Drys evt. lidt friskkværnet peber og lidt urtesalt på toppen af salaten.

Ristede mandler m/olie, salt og ahornsirup

Ingredienser:

50 g mandler

Ristes på en tør pande til 

Lidt olie + salt+ahornsirup

Fremgangsmåde:

Rist mandlerne på en tør pande, til de bliver gyldne. Tilsæt nu lidt olivenolie, en smule salt og ahornsirup. Rør det hele grundigt sammen og lad mandlerne køle af. Hak dem groft og drys dem til allersidst på toppen af salaten.

 

Velbekomme!

Print Friendly, PDF & Email

2 thoughts on “Spidskålsalat m/bagte gulerødder i hyldeblomstmarinade og ristede mandler

Skriv et svar