Rødbede gazpacho

Jeg ved faktisk ikke om man må kalde en kold rødbedesuppe for en Gazpacho. Det har jeg så gjort alligevel. For mig er en kold grønsagssuppe = en Gazpacho. Suppen her er dejlig frisk og bruger du revet peberrod er den også hot. Jeg er selv vild med den smagskombination. Rødbede og peberrod kan bare noget sammen. Peberrod, som også kaldes Nordens ingefær har bla. en antibakteriel virkning. Den indeholder også rigtig meget C-vitamin. Alt i alt er det en super sund og varmegivende rod.

Servér suppen på en dejlig varm sommerdag. Så må vi se, hvornår den dag oprinder. Faktisk skulle det blive rigtig varmt senere på ugen. Så kan du jo nyde suppen på én af de dage.

Rigtig god fornøjelse, hvis du kaster dig ud i at lave suppen.

Ingredienser: (til 4 personer)

500 g rødbeder (vælg nogle rødbeder i nogenlunde samme størrelse)

200 g squash

150 g æble

50 g rødløg

1 fed hvidløg

3 spsk Æbleeddike

3 spsk Olivenolie

2 tsk Uraffineret salt

Friskkværnet peber

5 dl afkølet bouillon

4 spsk hakkede kapers eller 4 spsk fintrevet peberrod

Fremgangsmåde:

 

Kog rødbederne med skræl i rigeligt vand. Kog dem til de er kogt møre. Vælg rødbeder i nogenlunde samme størrelse, da de har samme kogetid. Når rødbederne er kogt møre skal kogevandet hældes fra og de skal overhældes med koldt vand. Smut nu skrællen af de kogte rødbeder med hænderne. Hvis du gør det under vandet i gryden, sviner det ikke så meget. Kom de kogte rødbeder uden skræl i en skål med låg og stil den i køleskabet. Når rødbederne er helt kolde er de klar til at blive brugt i suppen.

Lav 5 dl. bouillon med kogende varmt vand og lad den køle af.

Rens squash, rødløg og hvidløg og skær dem i grove stykker. Halvér æblet og fjern skroget. Lad skrællen sidde på. Skær nu æblet i grove stykker. Skær de kogte afkølede rødbeder i grove stykker. Kom nu alle ingredienser, kogte rødbeder, rødløg, hvidløg, æble, æbleeddike, bouillon, olivenolie, uraffineret salt og friskkværnet peber i blenderen og kør til suppen er cremet og lækker. Smag til med æbleeddike, salt og peber.

Topping:

2 dl (plante)yoghurt

4 spsk fintrevet peberrod el. hakkede kapers

Rugbrødschips eller andet sprødt ristet brød

Karse

Servér suppen med (plante)yoghurt der er rørt sammen med lidt urtesalt, friskkværnetpeber, fintrevet peberrod eller hakkede kapers, et drys karse og noget sprødt ristet brød.

Velbekomme!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.