Glaseret lilla spidskål

Mmmmm det er lækkert det her. Denne måde at lave lilla spidskål på vil egne sig super godt til Julemenuen. Ved godt at jeg er tidligt ude, men når nu ideen lige poppede op er det da med at dele den med jer, så I kan prøve at lave det inden jul.

Det er en super nem måde at lave kålen på og man får en stor portion af alt det gode som kålen indeholder. Masser af prebiotika som er med til at danne probiotika i vores tarmflora og masser af fibre som vi har brug for, i forhold til at holde fordøjelsen i gang. Den lilla spidskål indeholder også en del anthocyaniner via den lilla farve. Anthocyaniner har en antioxidant virkning, hvilket er gavnligt for mange processer i kroppen da de forhindrer iltning af cellerne.

Ingredienser: 

Til 4 personer:

1 lilla spidskål (et lille spidskål)

1 spsk olivenolie

1 spsk balsamicoglaze

1 spsk ahornsirup

2-3 spsk appelsinsaft

Uraffineret salt

Friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Tag de grimme yderste blade af spidskålen. Skær det over på langs på midten. Sørg for at skære igennem stokken så bladene har noget der holder sammen på dem. Skær de 2 halve kål i store både. Alt efter størrelsen på kålen vil der være 1-2 både til hver person, hvis du bruger et helt lilla spidskål. Rør olivenolie, balsamicoglaze, ahornsirup, appelsinsaft, salt og peber sammen. Læg nu et stykke bagepapir på en bageplade eller pensel et stort ovnfast fad med olivenolie. Fordel kålbådene på fadet/bagepladen. Pensel overfladen med blandingen og gem lidt til at pensle med til sidst i bagningen. Bag kålen ved 200 grader varmluft i ca. 25 min. Pensel nu overfladen med den sidste del af marinaden og tilsæt de hakkede valnødder. Giv nu kålen 5 minutter mere. 

Tilsæt evt. lidt revet appelsinskal. Det er også super lækkert at servere det med nogle granatæblekerner ovenpå.

 

Rigtig god fornøjelse!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar