Kokos energibar med ingefær og gurkemeje

Jeg kan vist ikke løbe fra at have en sød tand. Ihvertfald er min hjerne ofte igang med at finde på nye sammensætninger til sundere søde sager. Denne energibar er faktisk en videreudvikling af én af de andre søde sager jeg allerede har liggende her inde på bloggen. Jeg har bare brugt en anden slags nødder for at få flere omega3 fedtsyrer i, samt tilføjet ingefær, gurkemeje og peber i massen. Og så har jeg også overtrukket barerne med chokolade og toppet med tørrede chiliflager, kokos med gurkemeje og kakaonibs. Chokoladeovertræk giver lige det sidste på lækkerhedsfaktoren.

Ingefær og gurkemeje giver både en smagsoplevelse og så er begge krydderier super sunde og har en antiinflammatorisk virkning. Chiliflagerne har jeg kun brugt som topping på barerne. Hvis du ikke som jeg kan lide det der spicy smæk, der kommer på smagen, kan du bare undlade det.

Ingredienser:

100 g mandler

100 g valnødder

100 g kokosmel

75 g dadler uden sten

75 g tørrede usvovlede abrikoser

50 g kokosolie

50 g crunchy peanutbutter

fintrevet skal af 1/2 citron

3 spsk citronsaft

2 spsk fintrevet frisk ingefær

1 tsk stødt gurkemeje el 1 spsk fintrevet frisk gurkemeje

lidt friskkværnet sort peber

1/2 tsk uraffineret salt

Til overtræk:

150 g 85% mørk chokolade

tørrede chiliflager

kokosmel med gurkemeje

kakaonibs

Fremgangsmåde:

Kom alle ingredienser i en foodprocessor og kør til massen er helt findelt og nem at få til at hænge sammen. Beklæd en form på ca. 20 x 25 cm. med bagepapir. Fordel nu massen i formen og pres den helt ud til kanterne. Glat overfladen med hænderne. læg låg på og sæt nu formen i fryseren i nogle timer, til massen er helt fast og nem at skære.

Smelt de 150 g. mørk chokolade forsigtigt over et vandbad eller i en chokoladesmelter, så den er klar til at dyppe barerne i, mens de stadig er kolde.

Løft nu massen op fra formen og læg den på et skærebræt. Skær massen i den størrelse barer du ønsker. Jeg fik 24 stykker ud af denne portion.

Gør klar med kokos, kakaonibs og tørrede chiliflager i to mindre skåle.

Dyp nu barerne i den smeltede chokolade, sæt dem på en bakke med bagepapir og drys lidt kokos, chiliflager el kakaonibs ud over dem umiddelbart efter du har stillet dem og inden chokoladen størkner.

Opbevar barerne i fryseren eller i køleskabet.

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar