Squash salat med knoldfennikel og citrondressing

Her kommer endnu en salat med squash. Dem kan man ikke få nok af lige nu hvor man næsten får dem kastet i nakken for mindre end en tier. Og det ovenikøbet i økologisk kvalitet. Squash smager meget mildt og lidt nøddeagtigt, når de ikke er så store. De helt små er faktisk allerbedst, synes jeg. Dem man køber i butikkerne er typisk en mellemstørrelse på omkring 350 g. De er også rigtig gode i den størrelse.

Denne salat er frisk og dejlig sommerlig. Hvis du er så heldig at kunne få fat i skærmblomsterne fra bronzefennikel el. bladfennikel vil det løfte salaten smagsmæssigt, hvis du drysser små bronzefennikel blomsterskærme ud over salaten til sidst. De smager meget intenst af fennikel.

Ingredienser: (som tilbehør til 4 personer)

550 squash

150 g knoldfennikel

75 g mandler

2 spsk olivenolie

2 spsk citronsaft

1-2 fed hvidløg

Fintrevet citronskal af 1/2-1 citron 

Uraffineret salt

Friskkværnet peber

Skærmblomsterne fra bronzefennikel el. bladfennikel 

Fremgangsmåde:

Rist mandlerne i ovnen ved 175 gr. varmluft i ca. 10 min. Lad dem køle af og hak dem groft. 

Snit squashen helt fint. Det gøres bedst på et mandolinjern. Snit ligeledes knoldfenniklen. Kom begge dele i en skål. 

Rør dressingen sammen (olie, citronsaft, fintrevet citronskal, presset hvidløg, salt og friskkværnet peber.) 

Bland nu dressingen grundigt med det fintslicede squash og fennikel. Det gøres bedst forsigtigt med hænderne, da squashskiverne hænger godt sammen. 

Hvis der er noget af den grønne bladtop på fenniklen plukkes den i mindre stykker og blandes med salaten. 

Anret nu salaten på et fad. Fordel de ristede og hakkede mandler ud over salaten. Hvis du har mere bladgrønt fra fenniklen kan du pynte med det ovenpå salaten. Slut af med at rive lidt mere citronskal og drysse lidt ekstra friskkværnet peber ud over salaten til sidst. 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar