Bagt blomkål og porrer med cashewcreme m/grov sennep og estragon

Blomkål og sennep smager bare godt sammen. Her er et helt blomkål delt i 4 kvarte. Derefter er de 4 stykker penslet med en marinade. Bagt i ovnen og serveret med en cashewcreme m/grov sennep og godt med frisk estragon. Mmmmmm det er lækkert.

De marinerede kvarte blomkålsstykker er placeret oven på et lag af porrer før bagning. Porrerne kan sagtens udelades, men det smager skønt sammen med blomkålen.

Ingredienser: (tilbehør til 4 personer)

Cashewcreme med grov sennep:

50 g cashewnødder

1 dl vand

1-2 tsk grov sennep

1-2 tsk citronsaft

Uraffineret salt

Friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Sæt cashewnødderne i blød i kogende varmt vand i 1-2 timer. Hæld vandet fra og skyl nødderne. Blend de iblødsatte cashewnødder sammen med 1 dl vand, citronsaft, salt og friskkværnet peber til konsistensen er helt cremet. Hvis du bruger en stærk blender får du det bedste resultat. Rør den grove sennep sammen med cashewcremen med en ske.

Bagt blomkål: 

1 lille blomkål

Marinade:

2 spsk olivenolie

2 spsk linsemel el. kikærtemel

1 1/2 tsk sød paprika

uraffineret salt

friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Fjern bladene omkring blomkålen. Skær kålen i 4 stykker igennem stokken. Rør marinaden grundigt sammen og fordel den på alle flader af de 4 kvarte stykker.

Bagte porrer:

2 porrer

1 spsk olivenolie

1 tsk grov sennep

1 tsk ahornsirup

Uraffineret salt

Friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Rens porrerne og skær dem i ca. 5 cm lange stykker. Rør olivenolien sammen med sennep, ahornsirup, salt og friskkværnet peber. Læg porrestykkerne i bunden af et ildfast fad og fordel olie/sennep/ahornsirupsblandingen over porrerne.

Læg de 4 kvarte marinerede blomkålsstykker ovenpå porrerne.

Bages ved 200 g varmluft i ca. 40 min. Da der er forskel på størrelsen af blomkål er det forskelligt hvor lang tid det skal have i ovnen. Stik i blomkålsstykkerne med en spids kniv og mærk om de er gennembagte. Hvis ikke må de få lidt længere tid i ovnen.

Servering:

Servér den bagte blomkål og de bagte porrer med nogle skefulde af cashewcremen ovenpå. Drys tilsidst godt med frisk estragon ovenpå.

 

Rigtig god fornøjelse!

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar