Lynsyltet lilla spidskål, knoldfennikel og rødløg

Lynsyltede grønsager er et lækkert og meget nemt tilbehør til maden. Du kan f.eks. bruge det som det sur/søde tilbehør i en burger, som en del af tilbehøret i en wrap med falafler og salat, tomater, spidskål, agurker, avocado eller hvad du nu måtte ønske. Du kan også bare servere det sammen med bagte rodfrugter og kartofler, nogle plantebøffer og en lækker grønsagssauce.

Det er lavet efter samme fremgangsmåde som syltede rødløg. Her er der bare blandet lilla spidskål med knoldfennikel og rødløg. Du kan sagtens nøjes med den lilla spidskål, eller du kan bruge alm. lysegrøn spidskål i stedet for. Jeg synes bare at farven fra lilla spidskål er virkelig smuk.

Ingredienser:

175 g lilla spidskål

100 g knoldfennikel

50 g rødløg

1 1/2 dl æbleeddike

1 1/2 dl vand

1 1/2 dl rørsukker

1 spsk hel peber

4 laurbærblade

evt. blomsterskærme fra bronzefennikel el. knoldfennikel

Fremgangsmåde:

Rens det lilla spidskål for grimme blade og snit det fint. Gør det samme med knoldfennikel og rødløg. Bland de fintsnittede grønsager og kål i en skål og kom det over i et glas. Læg også laurbærblade og peberkorn i glasset. Kog æbleeddike/vand/rørsukker op i en kasserolle, til sukkeret er opløst. Hæld nu den varme eddike/sukker lage over grønsagerne og pres dem ned under lagen. Luk glasset til og lad det stå et par timer. Nu er det klart til at blive spist. Det kan dog sagtens holde flere måneder i køleskabet. Du skal bare sørge for at glasset er skoldet og helt rent før du kommer grønsager og lage i.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar