Blandet grønsagsmos, stegte rosenkål og kikærter

Det er sidst i februar måned nu og det har regnet, det har været gråvejr og det har blæst en del den sidste tid. Derfor har jeg haft lyst til rigtig vintermad i den sidste tid. Sådan en slags mad som denne ret er noget jeg elsker på den her tid af året. Mad i fad, supper, bagte rodfrugter, stegt kål, kålsalater, rodfrugtmos og bagte salater hører til den foretrukne vinter mad. Og lige om lidt kommer lysten til de lette salater, asparges, de vilde planter og alt hvad der har med forår at gøre.

Men indtil foråret er på trapperne, står den stadig på vintermad.

Her har du et forslag til en dejlig vinterret med masser af gode nærende råvarer.

Blandet grønsagsmos:

Ingredienser:

500 g kartofler

250 g blomkål

250 g knoldselleri

35 g Smørbar

1 1/2 usødet plantedrik soyamælk

evt. noget af kogevandet fra grønsagerne

1 tsk fintrevet Muskatnød

Fintrevet skal fra 1/2 citron

Uraffineret salt (smag selv til)

Friskkværnet peber (smag selv til)

Fremgangsmåde:

Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker. Skræl knoldsellerien og skær i mindre stykker. Skyl blomkålshovedet og pluk det i mindre buketter. Kog alle grønsagerne i rigeligt vand uden salt. Kog til alle grønsager er helt møre. 

Hæld vandet fra og gem noget af det til mosen. Mos nu de kogte grønsager. Tilsæt smørbar, plantemælk, muskatnød, fintrevet citronskal, salt og friskkværnet peber. Hvis mosen skal være mere blød, kan du tilsætte lidt af kogevandet fra grønsagerne. 

Stegte rosenkål:

Ingredienser:

400 g rosenkål

1 spsk olivenolie

fintrevet skal af 1/2 citron

uraffineret salt

friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Rens rosenkålene. Skær enderne af og fjern de yderste grimme blade. Skær kålene over på langs gennem stokken. Steg i olivenolien på en pande til de har taget lidt farve og er blevet lidt bløde men stadig ikke er gennemstegte. De må gerne have et godt bid. Krydder med salt, friskkværnet peber og fintrevet citronskal.

Stegte rødløg, hvidløg og kogte kikærter:

Ingredienser:

150 g rødløg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

1/2 -1 tsk sød paprika

1/2-1 tsk røget mild paprika

250 g kogte kikærter

uraffineret salt

friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Rens rødløg og hvidløg. Skær rødløgene i strimler på langs af løget. Varm olien og de to slags paprika op på en pande. Tilsæt løgstrimlerne og svits til de bliver helt bløde. Mos de kogte kikærter groft med en gaffel eller en kartoffelmoser. Tilsæt nu de mosede kogte kikærter, salt og peber og svits videre i ca. 5 minutter. 

Anret evt. alle tre dele på et fad, med mosen i midten, de stegte rosenkål i kanten og de stegte kikærter og løg på toppen. Servér evt. med et godt stykke brød til.  

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar