Kikærtesalat med estragon og forårsløg

Som plantespiser kommer jeg ofte i den situation at jeg ikke lige har noget pålæg eller at det er lidt svært at finde noget som jeg synes er lækkert i dagligvarebutikkerne. Der er godt nok kommet rigtig meget forskelligt i helsekostbutikkerne og i de største og mest velassorterede dagligvarebutikker. Det er også rart med lidt variation, så det ikke altid er hummus jeg ender op med. Ikke et ondt ord om hummus. Jeg er vild med det. Men alt kan blive for meget.

Denne kikærtesalat kan laves med andre slags kogte bønner. Jeg har prøvet at lave det med butterbeans og hvide bønner også. Det fungerer også fint.

Pålægget kan serveres på et stykke rugbrød med salat under og nogle friske agurkeskiver ovenpå. Eller med nogle cherrytomater. Det kan også bruges i pitabrød, i en sandwich eller i wraps sammen med salat, fintskåret spidskål, tomat og agurk.

Ingredienser:

250 g kogte kikærter ( butterbeans eller hvide bønner)(OBS nykogte bælgfrugter både smager bedre og er billigere end bælgfrugter fra dåse el. brik)

1 dl soya yoghurt

2 spsk plante mayonaise

1 tsk dijon sennep

3 spsk finthakket frisk estragon el. 1 1/2 spsk tørret estragon

3 spsk finthakket forårsløg el. purløg

1/3 tsk gurkemeje

1/3 tsk sort salt (Kalanamak)

friskkværnet peber (smag selv til)

uraffineret salt (smag selv til )

Fremgangsmåde:

Hæld vandet fra de kogte kikærter el. bønner. Skyl og hak estragon og forårsløg. Lav lidt mere end det der skal i dressingen. Læg lidt til side til at komme oven på madderne eller til at drysse ovenpå pitafyldet el. i sandwichen. Hak eller mos kikærterne groft, så man stadig kan ane strukturen i dem, men det er blevet til en grov mos. Rør yoghurten sammen med mayonaise, sennep, hakket estragon, hakket forårsløg el. purløg, gurkemeje, sort salt, friskkværnet peber og salt. Smag til og bland de mosede bælgfruger sammen med yoghurtdressingen.

Nu er pålægget klart til at spise.

 

Rigtig god fornøjelse!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar