Perlespelt salat med gulerod, hasselnød, grønkål og salvie

Denne salat er en meget simpel, dejlig og mættende salat, som både vil være god som en del af et aftensmåltid og som en del af en madpakke. Spis den eventuelt sammen med nogle plantebøffer lavet med basis af bønner, kikærter eller linser for at få noget protein.

Salaten kan serveres lun lige efter perlespelten er kogt og de øvrige ingredienser er tilføjet. Den kan også sagtens serveres kold uden at den bliver kedelig.

Ingredienser: (Til 4 personer)

4 dl perlespelt + 6 dl vand + 1/4 tsk salt

2 spsk smørbar (plantebaseret smør)

200 g groft revet gulerod

75 g hasselnødder

Fintrevet skal af 1/2 citron

4 -5 store grønkålsblade

2 spsk finthakket frisk salvie eller andre friske krydderurter

uraffineret salt

friskkværnet peber

Friske salvie blade + olivenolie

Fremgangsmåde:

Skyl perlespelten grundigt og kom den i en gryde. Tilsæt vand og salt og kog op. Lad simre i ca. 20 min. Tag gryden fra varmen og lad de kogte perlespelt stå og trække det sidste vand. Hvis der alligevel skulle være noget vand tilbage kan du hælde de kogte kerner over i en sigte og lade dem dryppe af.

Skrub eller skræl gulerødderne og riv dem groft. Hak hasselnødderne groft. Skyl grønkålen grundigt og riv eller skær de grove ribber af. Tør i en salatslynge eller på et rent viskestykke og hak det derefter fint. Skyl de friske salvieblade og hak dem fint.

Bland 2 spsk. smørbar, de groftrevede gulerødder, de hakkede hasselnødder, det finthakkede grønkål, det fintrevede citronskal og det finthakkede friske salvie med de lune kogte perlespelt og smag til med salt og peber.

Jeg har serveret salaten med stegte salvieblade og fintrevet citronskal, lidt salt og friskkværnet peber ovenpå. Hvis du også vil gøre det skal du stege de friske salviebladene i olivenolie på begge sider og krydre dem med lidt salt og peber. Vær forsigtig med varmen. De bliver nemt brændte. De skal blot bruse kortvarigt op sammen med olivenolien og derefter vendes og steges et ganske lille øjeblik. Servér salaten med de stegte salvieblade på toppen.

 

Rigtig god fornøjelse!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar