Jeg har prøvet at samle opskrifterne til en plantebaseret Juleaftensmenu. De fleste af opskrifterne ligger allerede på bloggen, men for at gøre det nemmere for dig har jeg samlet det hele her. Du kan vælge at plukke nogle af tingene ud eller du kan bruge alle opskrifterne og få en hel menu.
Menuen ser således ud:
- Butterdejspakker med svampe, valnødder og linser.
- Regnbuesalat
- Appelsin glasserede kartofler
- Kogt rødkål med julekrydderier
- Plantebaseret Julesauce
Butterdejspakker med svampe, valnødder og linser.
Ingredienser: (Til ca. 12 pakker)
200 g. markchampignon
200 g. knoldselleri
175 g. porrer
3 fed hvidløg
150 g. revet æble (syrligt madæble, gerne belle de boskop)
250 g. kogte belugalinser el. De puy linser.
250 ml. plantefløde (havre eller soja)
100 g. valnødder
2 spsk. olivenolie
2 spsk tamari
50 g. groft brød
1 dl. bouillon
1 tsk loppefrøskaller
3 tsk. citrontimian el. alm. timian
uraffineret salt (smag selv til)
friskkværnet peber (smag selv til)
2 pakker vegetabilsk butterdej
Frremgangsmåde:
Tø butterdejen op hvis den er frosset. Hvis den er på køl tager du den bare ud lidt før du skal bruge den.
Skær brødet i små tern eller bræk det i små stykker. Hæld den varme bouillon og plante fløden over brødternene og lad det stå og bløde op mens linserne koger.
Kog 1,25 dl. de puy linser i 2 1/2 dl. vand + lidt salt og to laurbærblade i ca. 25 min. (Du kan også koge en større portion, så har du feks. til en fyldig salat en anden dag. Husk at fjerne laurbladene inden du blander linserne i postejen. Hvis der er overskydende væske i de kogte linser, skal de afdryppes i en sigte inden de tilsættes farsen. Mængden passer med det der er i en dåse kogte linser, så du kan sagtens bruge en dåse kogte linser i stedet for selv at koge dem. I så fald skal de afdryppes i en sigte først.
Rens knoldsellerien og riv den. Rens porrerne og skær dem først i tynde skiver og hak dem derefter. Rens hvidløgsfeddene og hak dem fint. Rens svampene og hak dem mellemgroft. Skyl og riv æblet groft. Behold skrællen på.
Hak valnødderne groft.
Kom olivenolien i en gryde og varm det op. Nu tilsættes de hakkede porrer + hvidløg og svitses i et par minutter. Tilsæt nu de revne knoldselleri, de hakkede svampe og det revne æble. Svits i et par minutter. Tilsæt nu de kogte linser, det udblødte brød, de hakkede valnødder, tamari, loppefrøskaller, citrontimian/timian, uraffineret salt og peber. Rør det hele grundigt sammen og svits i et par minutter. Smag nu farsen grundigt til og lad den køle af inden du laver butterdejspakkerne.
Èn rulle butterdej passer til 6 butterdejspakker. Derfor skal du bruge to pakker. Skær hver af de to pakker butterdej i 6 lige store stykker. Placér farsen midt på butterdejen, så der er nok dej til at svøbe omkring farsen. Gør det som du selv synes. Jeg har prøvet flere forskellige måder. F.eks. at samle alle hjørnerne, så det bliver lidt som en konvolut. Så presses alle samlingerne sammen.
Du kan også bare folde enderne ind over farsen og derefter lægge dejen op på begge langsider så pakken lukkes. Derefter vendes den om. Nu kan du skære nogle snit i pakkerne, inden du pensler pakkerne.
Pensel til sidst pakkerne med en blanding af smeltet Smørbar og usødet sojadrik. Til sidst drysses salt og friskkværnet peber ovenpå og pakkerne bages i ovnen ved 175 gr. varmluft i ca. 30 min. til de er gyldne.
Regnbuesalat:
Ingredienser: (Til 4 personer som tilbehør)
1 lille lilla spidskål
3 appelsiner (2 til salaten+ 1 til dressing)
1 granatæble ( 2-3 dl. granatæblekerner)
3-4 blade grønkål
40 g. valnødder
1 spsk. ahornsirup
Uraffineret salt
1/2 tsk. chiliflager
Fremgangsmåde:
Snit det lilla spidskål helt fint. Gerne på et mandolinjern. Skyl grønkålsbladene grundigt og tør dem i en salatslynge. Fjern den grove stængel og ribberne og hak resten helt fint. Skær granatæblet over og tag kernerne ud. Skær skrællen og den hvide hinde af appelsinerne. Skær nu appelsinerne halvt over på langs. Skær dem derefter over i helt tynde skiver. Det er bedst hvis du har en ret skarp kniv.
Varm en pande op og rist valnødderne forsigtigt. Når de har taget en smule farve, hældes ahornsiruppen over og der blandes grundigt rundt. Drys ligeledes en smule salt og chiliflager ud over de ristede valnødder. Rør atter rundt så chili og salt fordeles på dem. Lad valnødderne køle af og hak dem derefter groft.
Bland nu det fint snittede spidskål og det finthakkede grønkål. Læg blandingen på det fad du vil servere salaten på. Fordel nu de halve appelsinstykker ud over hele salaten. Fordel derefter granatæblekernerne og de ristede valnødder på salaten. Nu laves dressingen.
Dressing:
Ingredienser:
2 spsk. olivenolie el. hørfrøolie
2 spsk. appelsinsaft
1 spsk. ahornsirup
uraffineret salt
Friskkværnet peber
en smule chiliflager
Fremgangsmåde:
Skær en appelsin over og pres saften ud. Rør nu alle ingredienserne sammen og smag til. Hvis appelsinsaften er meget sur, kan det være der skal en smule mere ahornsirup i. Du skal kun tilsætte chiliflagerne hvis du kan lide at der kommer et lille stærkt twist. Hvis du ikke bryder dig om chili, undlader du bare chiliflagerne.
Fordel nu dressingen over salaten. Så er den klar til at komme på Julebordet.
Appelsin glasserede kartofler:
Ingredienser: (4 personer)
1 kg kartofler
4 spsk. Smørbar
3 spsk. ahornsirup
3 spsk. appelsinsaft
Revet appelsinskal fra 1/2 appelsin
Uraffineret salt
Friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Skrub kartoflerne rene og skær dem som når man laver Hasselback kartofler. Mange fine snit på tværs af kartoflerne. Skær ca. halvvejs igennem kartoflerne.
Kom Smørbar, ahornsirup, appelsinsaft, lidt af appelsinskallen (gem noget af appelsinskallen til at komme på i de sidste 15 min. af bagningen.), salt og peber i en lille kasserolle og varm det op til smørret smelter. Rør det grundigt sammen. Læg nu de snittede kartofler, med snitsiden opad i et ildfast fad. Pensel dem alle grundigt med smør/sirup/appelsinblandigen. Du skal ikke bruge det hele nu, men gemme ca. halvdelen til at pensle med i løbet af den tid det tager at bage dem.
Sæt ovnen på 200gr. varmluft og bag dem først i ca. 20 min. Nu pensler du kartoflerne igen og sætter dem til at bage 15 min. igen. Så pensler du igen og kommer lidt mere revet appelsinskal på toppen af kartoflerne og bager dem ca. 15 min. igen. De skal være gennembagte og må gerne have lidt farve, men ikke være brankede. Hold øje undervejs og skru evt. en smule ned hvis de bliver for mørke. Hvis ikke du har mere tilbage at pensle med den sidste gang, kan du tage noget af det der ligger i bunden på det ildfaste fad og pensle med det.
Du kan også komme lidt ekstra revet appelsinskal på toppen hvis du synes, lige før servering og et lille drys friskkværnet peber.
Plantebaseret Julesauce:
Ingredienser: (til 4 personer)
100 g. rødløg (renset vægt)
100 g. sød kartoffel (renset vægt)
100 g. portobello (renset vægt)
2 fed hvidløg
3 spsk. olivenolie
3 spsk. tamari (soya sauce)
3 dl. bouillon
2 spsk. appelsinsaft
1-2 tsk. tomatkoncentrat
1 spsk. ahornsirup el. kokossukker
2 tsk. sød paprika
1/2 tsk. timian
En smule uraffineret salt
En smule friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Rens rødløget og skær det i mindre tern.(husk at grønsagernes vægt, er vægten efter de er rensede) Rens eller skræl den søde kartoffel og skær den i mindre tern. Rens svampene og skær dem i mindre stykker. Rens hvidløget og skær det i skiver. Varm olivenolien op i en lille gryde. Tilsæt paprika, timian, rødløg og hvidløg. Svits til løgene bliver blanke og let gennemsigtige. Tilsæt nu sød kartoffel og svampestykkerne. Svits yderligere til svampene har afgivet væske. Det tager et par minutter. Tilsæt nu tomatkoncentrat og tamari. Rør i blandingen. Nu tilsættes bouillonen. Lad blandingen simre til grønsagerne er helt møre. Nu blendes hele blandingen grundigt, til saucen er helt glat. Kom nu appelsinsaft i. Hvis saucen mangler salt og peber er det nu du skal justere smagen. Du kan også smage til med lidt ekstra tamari i stedet for salt. Tamari tilføjer både salt, umami og lidt brun farve. Hvis du synes saucen er for tyk, kan du tilføre lidt ekstra bouillon.
Kogt rødkål med julekrydderier:
Ingredienser: (til 4 personer)
800 g snittet rødkål
2 dl ufiltreret æblesaft
1 madæble
1 dl tørrede tranebær
2 kanelstænger
4 stjerneanis
2 spsk kokossukker
uraffineret salt (smag selv til )
friskkværnet peber (smag selv til )
Fremgangsmåde:
Skær rødkålen i kvarte og fjern stokken. Snit nu kålen fint. Varm en gryde op og smelt de tre 3 spsk. Smørbar. Tilsæt nu den snittede rødkål og svits i nogle minutter, til kålen bliver blank. Rens æblet og fjern kernehuset. Skær et i tynde både. Du kan sagtens lade skrællen sidde. Tilsæt nu æblebådene, de tørrede tranebær, hel kanel, stjerneanis og ufiltreret æblesaft. Kog nu kålen ved lav varme til den er gennemkogt og faldet sammen. Det tager 10-15 min. Tilsæt nu kokossukker, uraffineret salt og friskkværnet peber og smag det til. Lad det simre i yderligere et par minutter. Smag på den kogte rødkål igen og giv den evt. lidt ekstra, salt, peber og kokossukker.
Du kan sagtens lave kålen et par dage før den skal spises og opbevare den i køleskabet. Varm den forsigtigt op før servering og smag til igen.
Håber at du får lyst til at prøve at lave opskrifterne.
Rigtig glædelig jul!