Tabbouleh

Sådan en dejlig frisk Tabbouleh går man sjældent galt i byen med. Og det er lige nu de danske tomater og agurker er i sæson. Vi har selv agurker og tomater i drivhuset. I år er agurkerne godt nok en trist affære. De giver ikke særlig meget. Men lidt er det da blevet til. Mest til at gå og snacke af. Og så til et par salater. Tomaterne jeg har brugt i denne salat er gule bøftomater, fra vores eget drivhus. Brug endelig andre slags tomater i stedet. Persillen og mynten har jeg fra Peters Gartneri, et lokalt økologisk, regenativt jordbrug, hvor vi er kundebønder. Du kan se hvad det vil sige at være kundebonde  Her(Det er ikke betalt reklame, blot en begejstret kundebonde.)Det er så dejligt at kunne høste sine egne grønsager og skønt at være med til at støtte et lokalt, bæredygtigt og meningsfuldt projekt.

Denne tabbouleh er rigtig dejlig at servere sammen med falafler, hummus, fladbrød og oliven.

Ingredienser: (Til 4 personer som tilbehør)

3 dl bulgur

5 dl vand

1 tsk uraffineret salt

250 g agurk

3-400 g tomater ( Her er brugt gule bøftomater. Alle slags tomater kan bruges)

75 g rødløg

1 bdt. persille

1 bdt. mynte

0,5 dl olivenolie

0,5 dl citronsaft

Uraffineret salt

Friskkværnet peber

Fintrevet skal af 1 citron

50 g mandler

Fremgangsmåde:

Start med at koge bulguren. Bring vand og salt i kog. Hæld bulguren i og lad det simre i et par minutter. Sluk for varmen og lad det stå og trække i 10-15 min. Lad det køle let af. Rør i det så du løsner det.

Rist mandlerne ved 175 grader i cirka 10 minutter. Lad dem køle af og hak dem groft. 

Skær agurken og tomaterne i mindre stykker. Halvér rødløget på langs og skær de to halve løg i helt tynde skiver på langs. 

Skyl persillen og mynten og fjern de grove stængler. Hak begge krydderurter helt fint. 

Riv skallen af 1 citron på et fint rivejern. Pres derefter saften fra citronen. Bland olivenolie, citronsaft, salt og peber. 

Bland de lune kogte bulgur med tomater, agurk, krydderurter, fintrevet citronskal, rødløg, de hakkede ristede mandler med dressingen. Vend det hele grundigt sammen og smag til. 

Nyd evt. sammen med falafler, hummus, fladbrød og oliven. 

Rigtig god fornøjelse!

Skriv et svar