Disse vafler har den fineste røde farve, der kommer fra revet rødbede. Og så indeholder de ærtemel som gør dem mere proteinholdige end hvis der kun var brugt ølandshvedemel. Tip ærtemel indeholder 19,3 gram protein pr. 100 gram, og ølandshvedemel indeholder ca. 13 gram pr. 100 gram. Jeg har brugt en ærtemel, der er lavet af økologiske, dansk dyrkede Tip ærter, som kan købes ved Linser for livet. Du kan dog sagtens bruge andre slags ærtemel. Feks. kikærtemel. Ølandshvedemelet der er brugt er også dansk dyrket og melet er kværnet på en stenkværn. Når melet bliver malet på en stenkværn bevares kornets skaldele og kim. Det bevirker at det færdige brød indeholder flere næringsstoffer, samt en kraftigere smag.
Du kan skifte rødbederne ud med gulerødder og tilføje en smule gurkemeje i dejen. Så får du smukke gul/orange vafler i stedet for røde. Eller du kan blende 100 gram. frisk spinat i dejen og få de smukkeste grønne vafler.
Ingredienser: ( Til 8 firkantede vafler)
100 g sigtet ølandshvedemel
50 g fuldkorns ølandshvedemel
100 g tip ærte el. anden ærtemel, feks kikærtemel
1 tsk bagepulver
1/2 tsk uraffineret salt
100 g plantebaseret smør + ekstra til at komme på vaffeljernet
3 dl neutral sojadrik
1 spsk citronsaft
1,5 dl vand
125 g revet rødbede
Fremgangsmåde:
Bland de tørre ingredienser grundigt i en skål. De to slags ølandshvedemel, ærtemel, bagepulver og salt. Smelt smørret forsigtigt og hæld det sammen med sojadrik, vand og citronsaft. Riv rødbeden. Bland de våde ingredienser grundigt sammen med de tørre. Pisk dejen til den er glat og uden melklumper. Bland til sidst de revne rødbeder i dejen. Bag vaffeldejen i et vaffeljern. Tilsæt en smule smør i vaffeljernet før der hældes dej på. Bag vaflerne til de er helt gennembagte. Der er forskel på hvor lang tid det tager på de forskellige typer vaffeljern, så tiden varierer på de forskellige typer. Lad de bagte vafler køle af på en rist.
Rødbedevaflerne kan både bruges til at servere til frokost med feks. hummus, salat og surkål, eller til morgenmad med noget frisk frugt, hakkede nødder og ahornsirup. De kan også serveres til dessert med feks. ahornsirup og vaniljeis el. en vaniljecreme og nogle friske bær. Hvis du vil bruge dem til morgenmad eller dessert kan du vælge at tilsætte en smule kokossukker eller anden sødning, men det er ikke nødvendigt.
Rigtig god fornøjelse!