Denne kolde melonsuppe er utrolig lækker på en varm sommerdag. Når man ikke rigtigt har appetit til et varmt måltid. Og når man ikke har den store energi til at stå i køkkenet. Suppen her er utrolig nem og hurtig at lave. Den kræver blot en foodprocessor eller en form for blender. Den kan bruges som forret eller som hovedret når man ikke har den store appetit.
Ingredienser: (til 3-4 pers. som hovedret (1,2 liter i alt))
850 g vandmelon (uden skal og kerner)
1 rød peber ( ca 125 g)
200 g tomater
75 g cashewnødder ( iblødsatte i vand, i et par timer)
4 spsk olivenolie (koldpresset)
3 spsk hindbærbalsamico ( eller anden form for eddike, feks æbleeddike)
1-2 tsk Sambal Oelek ( smag selv til hvor stærk du ønsker den)
evt. 6-7 isterninger hvis du ønsker suppen meget kold
uraffineret salt (smag selv til)
friskkværnet peber ( smag selv til)
Fremgangsmåde:
Alle ingredienser kommes i en foodprocessor eller blender og blendes til alt er helt findelt. Da der er stor forskel på sødme og syreindhold i både melon og tomater, må du selv smage dig frem i forhold til hvor meget eddike og salt der skal i suppen. Smag suppen til og server med en slags brød til og et grønt drys. Jeg brugte purløg og tallerkensmækker blade og blomster. Tallerkensmækker eller blomsterkarse smager som karse. Planten virker bla. antibiotisk og bakteriedræbende. Kom evt. den blendede suppe i køleskabet en times tid før den skal serveres, hvis du ønsker at den skal være meget kold. Du kan også tilføje nogle isterninger sammen med de øvrige ingredienser, før du blender suppen.
Brødet ristede jeg blot i en brødrister og skar i tern.
Du kan lave croutonner eller ristet rugbrød til. Brug hvad du har af gammelt brød og rist det på én eller anden måde, til det er sprødt og lækkert.
God fornøjelse og velbekomme!!!