Lilla coleslaw

Når grønsagsskuffen bestemmer hvad der skal laves af mad. Det sker tit at jeg først finder ud af hvad jeg skal lave til aftensmad, når jeg ser hvad vi har af råvarer. Denne coleslaw var oplagt at lave da, det kun var en salat jeg manglede, før aftensmåltidet var komplet. Og en coleslaw går man sjældent galt i byen med. I dag blev den spist sammen med nogle bagte blandede rodfrugter og nogle ris/linsebøffer.

En coleslaw er også super dejlig at bruge i en burger. Måske resten af den skal serveres i en vegeburger i morgen. Vi får se.

En enkel og nem salat at lave. Og så er den dejligt mættende og fyldt med gode fibre, også kaldet prebiotika, fra den lilla spidskål og grønkålen. Og det er ikke så ringe. For der skal prebiotika til for at danne og vedligeholde en sund tarmflora. Og en sund tarmflora er vigtig i forhold til at have et stærkt immunforsvar.

 

Ingredienser til 4 pers. 

450 g lilla spidskål

175 g gulerødder

150 g æble

3-4 blade grønkål el. palmekål

1 dl sojayoghurt

1/4 dl æbleeddike

2 spsk rørsukker

2 spsk plantemayo

1 tsk dijonsennep

Uraffineret salt

Friskkværnet peber

50 g solsikkekerner

1 tsk tamari

~

~

Fremgangsmåde:

Rør yoghurt, æbleeddike, sennep, rørsukker, mayonnaise, salt og peber sammen og smag til med salt og peber. Snit spidskålet fint. Gerne på mandolinjern. Rens/skræl gulerødderne og riv dem groft. Skyl æblet og fjern kernehus og stilk. Riv det groft. Skyl grønkålen grundigt og fjern de grove ribber. Hak bladene fint. 

Rist solsikkekernerne på en tør pande til de bliver gyldne. Hæld dem i en skål og bland 1 tsk tamari med dem umiddelbart efter de er taget af panden. 

Bland nu kål, gulerod, æble, grønkål og dressing og rør det grundigt sammen. Drys de ristede solsikkekerner over salaten og servér resten så man selv kan drysse flere over salaten. 

Velbekomme! 

Skriv et svar