Kanel ristet brød med limemarinerede bananer og vanilleyoghurt

Denne lækkerbisken af en luksusmorgenmad blev jeg inspireret til at lave da en veninde viste mig en opskrift fra en bog med masser af udklip fra ugeblade og andet godt. Jeg har så lavet min version og tilføjet nogle ingredienser. Jeg brugte noget lidt tørt og kedeligt langtidshævet hjemmebagt speltbrød med revet græskar. Efter en tur på panden med smørbar og kanelsukker lavet med kokossukker og stødt kanel, blev brødet super lækkert og svampet. Det smør og kanel ristede brød blev serveret med bananstykker marineret i en lime/ahornsirup, en yoghurt med ren vanille, valnødder, kakaonibs, mango og blåbær. Uhhhh det var en luksusmorgenmad.

Du kan bruge den slags brød du har liggende. Rugbrød er nok for groft, men måske ville det også smage godt. Du kan også bruge andre slags frugter og bær til at servere sammen med retten. Det var blot noget af det jeg havde liggende fra Juleferien. Og jeg synes at mango og blåbær var et virkelig godt match.

Her får du opskriften som jeg lavede den.

Opskrift til 2 personer:

4 skiver lyst brød

2 spsk Smørbar

3 tsk kanelsukker (gerne lavet af kokossukker og stødt kanel)

2 modne bananer

2 spsk limesaft

fintrevet skal af 1 lime

2 spsk ahornsirup

4 spsk sojayoghurt

1/4 tsk ren vanille pulver

En lille håndfuld valnødder

Friske blåbær

1/2 mango

1 spsk kakaonibs

Fremgangsmåde:

Riv skallen af 1 lime på et fint rivejern. Pres saften fra limefrugten. Der skal helst være 2 spsk. limesaft. Rør limesaft og revet limeskal sammen med ahornsiruppen. Skær de to bananer i skiver. Bland bananerne med lime/sirup blandingen og lad det marinere i ca. 1/2 times tid.

Rør yoghurten sammen med vanillepulver.

Smelt smørbar og kanelsukker på en pande. Læg de fire skiver brød på panden og rist dem på begge sider. Hak valnødderne groft og læg dem på panden sammen med brødet. Tag de ristede skiver brød af panden og anret dem på to tallerkener. Rør nu valnødderne grundigt rundt på panden så de suger det sidste smør/kanelsukker op.

Læg nu bananskiverne på de fire skiver brød og hæld resten af marinaden over bananerne. Fordel de ristede valnøddestykker over bananerne. Fordel ligeledes vanilleyoghurten over bananerne. Skær en mango over og fjern skrællen på den halvdel der er uden sten. Skær den i skiver og læg på de to tallerkner. Fordel nogle friske blåbær og nogle kakaonibs ud over det hele.

Velbekomme!

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar