Ideen til denne bolognese har rumsteret i mit hovede i et stykke tid. Nu kom den hele vejen fra hovedet og ned i min mave. Retten er ikke kun smuk som en efterårsskov, den har også en dyb og dejlig smag.
Jeg valgte at bruge nogle tørrede shitake svampe, da det var de svampe jeg havde liggende og fordi jeg ønskede noget mere at tygge på og en god dyb umamismag. Du kan sagtens bruge andre slags tørrede svampe. Brug dem du har eller som du kan få fat på.
Salvie var et oplagt valg som krydderurt, sammen med valnødder. Mmmmmmm.
Ingredienser
1,5 dl Anicia linser
3 dl grønsagsbouillon
20 g tørrede shitakisvampe ( andre svampe kan bruges i stedet men tørrede udblødt foretrækkes pga. smag og konsistens)
150 g løg (renset vægt )
3 fed hvidløg
3 spsk olivenolie
1 spsk sød paprika
Evt. 1 knivspids cayennepeber
500 g hokkaido ( renset vægt)
50 g valnødder ( grofthakkede)
1 dåse hakkede flåede tomater
1-2 spsk koncentreret tomatpuré
3 dl grønsagsbouillon
2 laurbærblade
6-7 blade frisk salvie, skåret i strimler (evt. mere til at komme i retten)
1 spsk balsamico
1-2 tsk sukker ( jeg brugte kokossukker )
uraffineret salt
friskkværnet peber
ca. 30 friske salvieblade +1 tsk. olivenolie til at stege i, til at servere ovenpå retten
Fremgangsmåde
Skyl de tørrede shitakisvampe. Hæld derefter 2 dl. koldt vand over dem og lad dem udbløde i en skål i en times tid. Skær dem derefter i strimler. Gem iblødsætningsvandet til at bruge i bolognesen.
Skyl linserne og kog dem i grønsagsbouillon til de er akkurat møre. Det tager ca. 20 min. Hæld det overskydende bouillon fra i en sigte.
Rens løg og hvidløg og blend til en fin masse. Svits i olivenolie + sød paprika.
Del hokkaido græskarret, rens og fjern kernerne. Skær 500 g i grove chunks. Behold gerne skrællen på. Blend til det er helt findelt.
Tilsæt den blendede hokkaido masse og de 2 laurbærblade til de bløde svitsede løg. Svits videre i ca. 5 minutter mens der røres, så det ikke brænder på.
Tilsæt 1 dåse flåede hakkede tomater, 3 dl. grønsagsbouillon og 1 dl. af iblødsætningsvandet fra svampene.
Tilsæt de kogte linser, shitakesvampene der er skåret i strimler, salvieblade der ligeledes er skåret i strimler og de hakkede valnødder.
Rør det hele grundigt sammen og lad det simre i ca. 10 minutter.
Smag nu til med salt, peber, sukker og balsamico.
Tilsæt evt. det sidste af iblødsætningsvandet fra svampene og evt. noget af kogevandet fra pastaen. Smag til med salt og friskkværnet peber.
Serveres sammen med en god pasta og retten toppes med stegte sprøde salvieblade.
Rigtig god appetit!

