En dejlig frisk og sprød kålsalat, der egner sig til at spise sammen med julemaden. Spis den f.eks. sammen med en nøddepostej, nogle ovnkartofler og en brun sauce.
Hvis de syltede æbler får lov til at stå og trække i et par timer, smager vaniljen og kanelen mere igennem. Lav evt. en større portion af de syltede æbler, når du nu alligevel er igang. De er super lækre at bruge oven på en rugbrødsmad med leve-postej eller en anden slags postej.
Syltede æbler med vanilje og kanel
150 g fintsnittede æbler
0,75 dl æbleeddike
0,75 dl vand
0,75 dl rørsukker
2 cm vaniljestang
1/2 kanelstang
Bland æbleeddike, vand, rørssukker, vanilje- og kanelstang, i en lille gryde og kog det forsigtigt op, til sukkeret er smeltet. Rens æblerne, halvér dem og fjern kernehuset. Snit æblerne i helt tynde både, gerne på et mandolinjern. Kom æblerne i syltelagen og lad dem simre i lagen i et par minutter. Lad æblerne køle af. Løft de syltede æbleskiver op fra lagen og gem den til at sylte noget andet med. Bland de syltede æbleskiver med salaten til aller sidst.
Ingredienser:
200 g savoykål ( renset vægt)
150 g rosenkål (renset vægt)
150 g jordskokker (renset vægt)
3-4 blade grønkål
1 dl solsikkekerner
1 tsk olivenolie
uraffineret salt
Dressing
3 spsk appelsinsaft
1 spsk olivenolie
1 spsk ahornsirup
Uraffineret salt
Friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Rens rosenkålene, og snit dem helt fint. Snit savoykålen helt fint. Skrub jordskokkerne grundigt og snit dem helt fint. Skyl grønkålsbladene grundigt og fjern de grove ribber. Hak resten af bladene helt fint. Bland den snittede savoykål, de snittede rosenkål og det finthakkede grønkål i en skål.
Rist solsikkekernerne på en tør pande, til de har taget lidt farve. Rør jævnligt i dem, så de ikke brænder på. Tag panden væk fra varmekilden og bland 1 tsk. olivenolie og en smule salt grundigt med de ristede solsikkekerner. Lad dem køle af og bland dem derefter med salaten.
Rør appelsinsaft, olivenolie, ahornsirup, salt og peber grundigt sammen og bland det sammen med salaten og de ristede solsikkekerner.
Til sidst blandes de syltede æbler med resten af salaten. Drys evt. en smule friskkværnet peber og en smule salt over salaten.