Disse bagte kartofler er en nyfortolkning af de gammelkendte bagte kartofler med persille/hvidløgssmør eller med én eller anden slags fyld af forskelligt slags kød og ost. Her er fyldet lavet af noget af det bagte kartoffelfyld, der er blandet med soltørrede tomater, kogte linser, plantebaseret smør og forskelligt grønt. Linserne giver knas og proteiner til retten og de soltørrede tomater giver sammen med ramsløgene en skøn smag. Jeg har brugt store bagekartofler på omkring 200 gram stykket.
Ingredienser:
4 store bagekartofler
1 spsk olivenolie
Blandet kartoffel-fyld:
1 1/2 stor spsk fyld fra hver af de bagte kartofler
15 g soltørrede semidried tomater (skåret i meget små tern)
30 g plantebaseret smør
1 tsk dijonsennep
75 g kogte linser ( du kan bruge de fleste slags linser, bare ikke røde splitlinser, da de koger ud)
1 god håndfuld finthakket ramsløg + vilde løg + persille ( brug purløg hvis du ikke kan få fat i ramsløg og vilde løg)
Ekstra linser til at drysse oven på kartoflerne inden de bages anden gang:
50 g kogte linser
1 tsk olivenolie
1/2 tsk dijonsennep
Uraffineret salt
Friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Skyl og kog ca. 70 g tørrede linser i dobbelt mængde vand i cirka 25 minutter. Hæld det overskydende vand fra igennem en sigte. Når du nu alligevel er igang med at koge linserne kan du lige så godt koge en større portion og gemme dem der er til overs, til en anden dag. Du kan opbevare dem der er tilovers på køl. Du kan også fryse dem ned, så du ikke behøver at koge dem, når du skal bruge nogle en anden dag. Du kan selvfølgelig også købe en dåse/brik færdigkogte linser og bruge. Gør hvad der passer bedst for dig.
Skyl ramsløg, vilde løg eller purløg og en smule persille, fjern de grove stængler og hak det hele fint.
Vask kartoflerne og prik dem med en gaffel. Bag dem ved 175 grader varmluft i cirka 1 time. Prik i dem med en spids lille kniv, for at mærke om de er helt gennembagte. Hvis ikke de er helt gennembagte, skal de bage lidt længere tid. Lad dem nu køle let af så du kan holde på dem uden at brænde dig. Skær et kryds ovenpå kartoflerne og pres med tommel og pegefinger fra begge hænder, så kartoflen åbner sig.
Tag et par spsk. af det bagte kartoffelfyld, fra hver kartoffel. Kom det i en skål og mos med en gaffel. Bland det bagte kartoffelfyld med plantebaseret smør, soltørrede tomater i små tern, dijonsennep, 75 gram kogte linser og en god håndfuld blandet finthakket ramsløg, vilde løg og persille. Rør fyldet grundigt sammen med en ske og krydder med salt og friskkværnet peber. Smag fyldet til og fyld det i de fire udhulede bagte kartofler.
Til at drysse oven på de fyldte bagte kartofler blandes 50 gram kogte linser med olivenolie, dijonsennep, salt og friskkværnet peber.
Når du har drysset de sidste kogte linser + olivenolie, sennep, salt og peber, ovenpå kartoffelfyldet, skal kartoflerne bages i 10 – 15 minutter ved 175 grader varmluft til overfladen er let gylden og linserne er blevet sprøde.
Drys evt. lidt ekstra grønt over lige før servering.
Rigtig god fornøjel