Blandet kålsalat med bagte scorzonérrødder og pink grapefrugt

Denne dejlige salat er en rigtig vintersalat. Både savoykål, grønkål, scorzonérrødder og pink grape er i sæson. Den økologiske røde grapefrugt er fra Spanien. De andre grønsager er danske. De to slags kål er fra Peters Gartneri. Min øko grønsagspusher 😉  Skønt at man stadig kan få danske grønsager. Scorzonerrødder kaldes også fattigmandsasparges. De smager mildt og lidt nøddeagtigt. Og så indeholder de en del prebiotika, så de er rigtig gode for tarmfloraen. Sammen med pink grape, de stegte grønkål og mandlerne er det en super dejlig salat.

Ingredienser: ( 4 personer som tilbehør )

250 g savoykål

4-6 blade grønkål + 1 spsk olivenolie+ salt+ friskkværnet peber

300 g scorzonérrødder

2 pink grape

50 g mandler + 1 tsk olivenolie + salt + paprika

1 spsk ahornsirup

1 spsk olivenolie

1 tsk æbleeddike

1/2 tsk Dijon sennep

Uraffineret salt

Friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Fjern top og bund og skrub eller skræl scorzonerrødderne. Skær dem i ca. 10 cm`s længde og del dem på langs. Bland dem med olivenolie, salt og friskkværnet peber og bag dem i ovnen ved 175 grader varmluft i 20-25 minutter. Vend mandlerne i olivenolie, paprika og en smule salt og bag dem i ovnen i cirka 10 minutter ved 175 grader varmluft. Lad dem køle af og hak dem groft.

 Snit savojkålen helt fint. Det er bedst at bruge et mandolinjern, da det kan snitte kålen helt fint. Savoykål er ret grov i teksturen og hvis den skal bruges rå i en salat er det mest delikat at snitte den helt fint.

Skyl grønkålsbladene grundigt. Fjern de grove stilke og pluk/riv resten af bladene i mundrette stykker. Steg grønkålsstykkerne på en pande i olivenolie og krydder med salt og peber i et par minutter, til de bliver klart grønne og falder let sammen.

Skær skrællen af de to pink grapefrugter. Skær helt ind til kødet. Det hvide skal også skæres væk. Halvér grapefrugterne på langs. Fjern eventuelle kerner og skær nu i meget tynde halve skiver. Skær de halve skiver i kvarte. 

Rør ahornsirup, olivenolie, æbleeddike, Dijon sennep, salt og peber grundigt sammen og smag til. 

Bland det fintsnittede savoykål og de stegte stykker grønkål på et fad. Fordel grapestykkerne og de bagte scorzonérrødder på salaten. Til sidst fordeles de ristede, hakkede mandler oven på salaten. 

 

Rigtig god fornøjelse!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar