Misosuppe får minderne frem hos mig. Da jeg for alvor startede med at interessere mig for mad, var det makrobiotisk madlavning der fangede min interesse. Det var helt tilbage i 1983, hvor makrobiotisk mad var lidt fremme i sundhedsbilledet. Der var noget ved denne type mad der tiltalte mig og så havde jeg brug for vejledning i forhold til nogle problemer jeg havde med min fordøjelse. Jeg opsøgte en makrobiotisk kostvejleder der underviste i makrobiotisk madlavning. Jeg fik bla. det råd at jeg skulle undlade mælkeprodukter og i det hele taget for mange animalske fødevarer. Der var mange andre makrobiotiske principper, som jeg i en tid derefter fulgte. Jeg kom af med mine maveproblemer og fik en meget bedre kontakt til min krop og det at kunne mærke, hvad der var godt for mig at spise. Jeg blev vegetar og var det i en årrække, hvorefter jeg begyndte at spise en smule kød igen.
Nu er jeg blevet vegetar igen og jeg spiser næsten ingen animalske produkter. Alle de opskrifter jeg udvikler er 100% plantebaserede, da jeg ønsker at vise at man sagtens kan lave lækker mad af plantebaserede råvarer. Mit fokus ligger stadig på at spise en masse grønsager, frugter og hele uforarbejdede fødevarer, der ikke er fyldt med pesticider og forskelligt skrammel af tilsætningsstoffer. Jeg køber og spiser økologiske eller biodynamiske råvarer, fordi jeg har det rigtig godt med at vide at jeg derved ikke belaster miljøet, min egen krop og dem jeg laver mad til. Og så betyder det rigtig meget at maden smager godt, ser lækker og appetitlig ud og at den giver energi og næring til krop og sanser.
Tilbage til suppen, som fik mig tilbage i tiden. Miso er en fermenteret pasta som bruges ligesom bouillon. Den må blot ikke koge, da man derved ødelægger de gavnlige mælkesyrebakterier i misoen, som fodrer tarmfloraen. Miso er en meget tyk pasta, som først skal røres ud i vand, for at blive flydende og derefter tilsætter man den til suppen. Man kan selv tilføre og dosere, så det bliver som man kan lide det. Hvis man har noget kraut eller almindelig surkål kan man vælge at toppe suppen med det. Det giver ekstra næring til de gode tarmbakterier og et dejligt syrligt og knasende tilskud.
Opskrift til 4 personer som forret:
200 g romanescokål ( i små buketter, skåret over på langs)
125 g porrer (renset og skåret i tynde, skrå skiver)
200 g gulerødder (rensede og skåret i tynde små stave)
150 g persillerod (renset og skåret i kvarte skiver)
3-5 shitakesvampe ( iblødsatte, hvis tørrede ellers skåret i strimler)
15 g frisk ingefær ( skåret i bitte små tern)
4 fed hvidløg ( skåret i skiver)
1 spsk frisk fintrevet el 1 tsk tørret gurkemeje
3 spsk kokosolie
1,2 l vand
uraffineret salt og friskkværnet peber
miso ( rør 2-3 spsk miso ud i noget vand, så det er til at røre i suppen ved servering)
Fremgangsmåde:
Start med at varme kokosolien op i en gryde. Tilsæt gurkemejen, hvidløg og porreskiverne. Svits i et par minutter. Tilsæt nu gulerodsstavene, persillerødderne og Shitakesvampene. Svits i et par minutter. Tilsæt nu vandet, noget uraffineret salt og friskkværnet peber og ingefæren. Kog suppen op og lad den koge i nogle få minutter. Nu tilsættes romanescokålen. Kog yderligere et par minutter. Kålen skal stadig have en smule bid. Man kan godt komme misoen i suppen nu, men så må man bare ikke koge suppen op igen, hvis man nu har noget tilbage til dagen efter. Der sker ikke noget ved at spise det, men man mister de gode bakterier som bliver tilintetgjort ved kogning. Derfor skal det tilsættes portionsvis ved bordet.
Jeg toppede suppen med Arametang, som er en japansk tang. Den er tørret når man køber den. Derfor skal den blødes op i vand. Jeg overhælder tangen med kogende vand og tilsætter en smule tamari og ingefær. Derefter skal det stå i nogle minutter og bløde op. Så er det klar til at komme oven på suppen.
I dag kan vi få dansk høstet tang, så det vil jeg da anbefale at bruge som alternativ til den japanske. Nu var jeg blot tilbage i tiden hvor jeg brugte Arametang.
Velbekomme!!
