Min mor, som ikke lever mere, var super god til at bage. Hendes hjemmebagte kringle var bare SÅ lækker. Jeg elskede når vi fik nybagt, lun kringle med æblefyld og jeg elskede duften af nybagt kringle. Den kringle hun lavede var lavet med hvedemel og smør. Jeg har istedet prøvet at lave en glutenfri version, som er lavet af quinoa- og havremel og med smørbar i stedet for almindeligt smør. Fyldet er sødet med dadler, kanel og vanille. Så selv om den ligner min mors lækre kringle er ingredienserne nogle andre. Og konsistensen er anderledes. Denne kringle har ikke samme sprødhed i dejen, som min mors kringle lavet af hvedemel og smør. Alligevel er jeg godt tilfreds med den. Smagen er dejlig frisk af æblerne og med sødme fra dadler og kanel.
Kringlen skal spises lun. Så hvis du skal have noget af den de følgende dage, vil jeg anbefale at du lige varmer den i ca 10 min. i ovnen. (Ved 200 gr varmluft)
Jeg har valgt at komme ret meget fyld i. Så det kan godt være at du tror at der er for meget fyld, men mængden passer til én kringle.
Dejen:
Ingredienser:
4 dl lunkent soja el mandeldrik
0,5 dl loppefrøskaller ( Svarende til Grøn Husk)
30 g Smørbar el. kokosolie ( smeltet)
1/2 tsk uraffineret salt
2 tsk xanthan gum (for at få dejen til at hænge bedre sammen)
1/2-1 tsk stødt kardemomme
2 1/2 dl quinoamel
2 dl glutenfrit havremel (+ noget til at rulle dejen ud på bordet med)
Fremgangsmåde:
Kom lunkent sojadrik i et bagefad. Tilsæt loppefrøskallerne og lad det stå og trække i 10-15 min. Pisk nu massen grundigt. (Evt med en el-mixer.) Nu tilsættes smeltet kokosolie/smør(bar), salt, kardemomme, xanthan gum og quinoamel. Rør med en grydeske i starten. Når dejen begynder at blive mere tung, bruger du bare hænderne til at ælte med i stedet for. Tilsæt nu havremelet løbende. Ælt dejen grundigt. Den skal være til at rulle ud med en kagerulle. Kom godt med havremel på bordet, så dejen ikke hænger i. Du kan vælge at rulle dejen ud direkte på et stykke bagepapir. Dejen skal rulles ud til en rektangel på ca. 35 x 25cm. Selvom du ruller dejen ud på bagepapir er det en god idé at bruge havremel til at rulle det ud på. Så er det nemlig nemmere at løfte dejen op i siderne, når den skal flettes omkring fyldet.
Fyldet:
Ingredienser:
250 g æbler (med skræl)
50 g mandler
50 g bløde dadler (vægt uden sten)
50 g smørbar el. kokosolie
1 tsk kanel
1/3 tsk ren vanille el 1 tsk vanillesukker
Fremgangsmåde:
Start med at hakke mandlerne fint, i en foodprocessor. Tilsæt derefter æblerne, der er skåret i mindre stykker.( Æblerne skal være med skræl.) dadlerne, smørbar el. kokosolie, vanille og kanel. Blend til massen er som en tyk grød og til at smøre på midten af dejen.
Når dejen er rullet ud til en rektangel og ligger klar på et stykke bagepapir, fordeles fyldet på midten, på den længste side. Fyldet skal ca være 9 x 25 cm. Nu skæres der ca 2 cm tykke strimler på skrå, på den lange side af dejen. Fold derefter den ene ende op omkring fyldet. Flet derefter skiftevis med en strimmel fra hver side, ind over fyldet. Slut af med at folde den sidste ende ind så fyldet er lukket helt inde. Bland nu 1 tsk. loppefrøskaller med 1 dl. lunkent vand el. plantedrik og lad det stå i ca. 10 min. Derefter er det klart til at blive penslet ud på overfladen af den ubagte kringle. Drys nu kokossukker, kanel og hakkede mandler ud over overfladen.
Til pensling:
1 tsk. loppefrøskaller
1 dl. mandel el. sojadrik el. vand
Som drys oven på kringlen:
25 g groft hakkede mandler
2 spsk kokossukker
1 spsk kanel
Bag kringlen i 25-30 minutter ved 200 gr varmluft.
Servér kringlen lun, med et stykke vanilleis eller noget soyaflødeskum med vanille.
Velbekomme!!
Undskyld Anette Jeg har fundet op skriften på kringle. Dine opskrifter er meget interessante.
Lilly Meinicke
Hej Lilly!
Dejligt hvis du kan bruge opskrifterne 🙂
Venlig hilsen
Anette
Hej Anette
Tak for dine lækre opskrifter😊
Kan jeg bruge andet glutenfrit mel end quinoamel?
Kh Susanne