Hummus med sød kartoffel og Chipotle

Endnu en hummus opskrift har fundet vej til bloggen. Der er efterhånden en del af slagsen.

I denne hummus har jeg brugt kogt sød kartoffel, Chipotle, sød paprika, spidskommen og limesaft. Du kan sagtens skifte Chipotle ud med sød røget paprika. Det er nemlig lidt nemmere at finde i butikkerne. Chipotle har dog en helt særlig røget duft og smag, så brug det hvis du også synes det smager lækkert og du kan få fat på det.

Når jeg selv koger kikærterne til at bruge til hummus tilsætter jeg for det meste 1 tsk. natron til kogevandet. Det gør at kikærterne bliver meget mere bløde og nemme at blende til en lækker cremet konsistens. Et super enkelt trick til at lave den bedste hummus. En anden god ting at vide når du laver hummus er at du helst skal lave den mens de kogte kikærter endnu er lune. Det smager simpelhen bare bedre og konsistensen bliver også mere cremet og lækker. Det er også en rigtig god idé at tilsætte et løg, et par  rodfrugter og måske et par laurbærblade. Det giver en dejlig smag til de kogte kikærter. Du kan dog sagtens lave din hummus af kogte kikærter som du køber i brik el. dåse. Det gør jeg også indimellem når jeg lige står og mangler et pålæg eller en dip. Men prøv at kog dem selv og smag forskellen.

Denne hummus smager lækkert sammen med nogle bagte kartofler krydret med paprika, noget bagt knoldfennikel og evt nogle sprøde tortillachips. Den er også super lækker blot at bruge som pålæg på et stykke brød, i en sandwich el. i et pitabrød.

Ingredienser:

125 g tørrede  el. 250 g kogte kikærter

1/2 tsk natron ( hvis du selv koger kikærterne) 

200 g sød kartoffel

1/2 dl af kogevandet fra kikærterne el. de søde kartofler

2 spsk olivenolie

2 spsk limesaft

1/2 tsk Chipotle el.  røget sød paprika

1/2 tsk stødt spidskommen

1 tsk paprika 

3 fed hvidløg

Uraffineret salt

Friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Hvis du selv vil koge kikærterne skal de sættes i blød i rigeligt vand i 10-12 timer. Derefter hældes iblødsætningsvandet fra og kikærterne skylles grundigt. Kog nu de iblødsatte kikærter i rigeligt vand og 1/2 tsk. natron i ca. 45 min. til de er helt bløde og gennemkogte. 

Hvis du bruger kogte kikærter fra brik/dåse hældes væden fra igennem en sigte. 

Skrub den søde kartoffel, skær i mindre stykker og kog til de er møre i vand der dækker stykkerne. Det tager ca. 10 min. Gem noget af kogevandet til at komme i din Hummus. 

Kom de kogte kikærter, de kogte stykker sød kartoffel og alle de øvrige ingredienser  i en foodprocessor. Kør til pålægget er helt cremet og lækkert. Justér evt konsistensen med noget af kogevandet. Du kan både bruge kogevandet fra kikærterne og fra de søde kartofler. 

Smag til med limesaft, salt og peber og evt. paprika og Chipotle. 

Servér evt. sammen med tortillachips, bagte kartofler og bagt fennikel. Eller brug det som pålæg. 

 

Rigtig god fornøjelse!

Skriv et svar