Jeg havde et enkelt hokkaidogræskar tilbage fra sidste år, som trængte til at blive brugt. I en periode fik vi bagte græskar rigtig ofte, så jeg besluttede at det sidste græskar skulle bruges til noget andet. Det blev til denne dejlige gryderet. Der blev også tilsat rød peber og frisk spinat. Jeg valgte at krydre den med paprika og stærk paprika. Hvis ikke du har stærk paprika kan du bruge chiliflager i stedet for, eller cayennepeber. Det var en stor succes herhjemme. Så jeg håber også at du vil synes om retten. Jeg lavede nogle tyrkiske fladbrød med fyld som blev serveret sammen med retten. Opskriften på fladbrødene kommer senere. De var også rigtig lækre til. Derudover blev der drysset lidt cremolata over. Cremolata er lavet af finthakket persille, fintrevet citronskal og lidt presset hvidløg.
Ingredienser: (til 4 personer)
600 g hokkaidogræskar (renset vægt)
500 g kogte kikærter (250 g tørrede kikærter)
150 g løg (renset vægt)
4 fed hvidløg
1 rød peber
2 dåser flåede hakkede tomater
75 g spinat (både frisk og helbladet frosset spinat kan bruges)
evt. 1/2-1 dl vand
2 spsk tomatkoncentrat
2 tsk paprika
1-2 tsk kokossukker
1-2 tsk æbleeddike
1/2 tsk stærk paprika el. chiliflager
uraffineret salt
friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Sæt kikærterne i blød i rigeligt vand i min. 12 timer. Hæld vandet fra og skyl de iblødsatte kikærter. Kog kikærterne i rigeligt vand i ca. 45 min. Tilsæt gerne et løg, nogle laurbærblade, et par rodfrugter og nogle krydderurter til kogevandet, for at give ekstra smag. Hæld vandet fra de kogte kikærter. Gem evt. kogevandet til supper el. saucer. Vælg evn. at bruge kogte kikærter fra dåse el. brik. Her skal vandet også hældes fra før kikærterne kommes i retten.
Rens løg, hvidløg, hokkaidogræskar og den røde peber. Skær løg og hvidløg i små tern. Skær den røde peber i grove tern. Skær hokkaidoen i grove mundrette tern. Varm olivenolien op med paprika og stærk paprika/chiliflager. Lad det bruse kortvarigt op. Tilsæt løgternene og svits i nogle minutter. Tilsæt nu hvidløgsternene og svits yderliger et par minutter. Tilsæt nu hokkaidoternene og peberternene. Rør det hele grundigt sammen og svits nogle minutter. Tilsæt nu de to dåser hakkede flåede tomater, spinat, tomatkoncentrat, kokossukkker og æbleeddike. Nu tilsættes salt og peber og det hele blandes grundigt sammen og simrer indtil hokkaidostykkerne er kogt møre. Smag til med, chiliflager eddike, sukker, salt og peber. Hvis du synes at retten er for tør kan du tilsætte 1 dl vand.
Servér evt. med Cremolata og tyrkiske fladbrød. Eller med tyrkiske fladbrød med fyld.
Rigtig god fornøjelse!