Disse fyldte fladbrød er super dejlige at have med i madpakken. De er også lækre at bruge som tilbehør til en suppe eller til at spise sammen med en salat. Dejen er lavet af ølandshvedemel og fyldet er lavet af de dansk dyrkede Ingrid ærter, kartofler, løg, spinat og skønne krydderier. Du kan ændre fyldet hvis du har lyst. Du kan også følge opskriften og lave dem som jeg gjorde. Jeg brugte dem både som tilbehør til en linsesuppe og som tilbehør til en salat.
Ingredienser: ( Til 11 fyldte fladbrød)
6 dl lunkent vand
20 g gær
1 spsk olivenolie
1 1/2 tsk uraffineret salt
1 tsk rørsukker
½ dl sesamfrø
250 g groft ølandshvedemel
Ca. 600 g sigtet ølandshvedemel (Evt. ekstra mel til at rulle dejen ud med.)
2 tsk loppefrøskaller + 2 dl. vand til at pensle kanten på dejcirklen med. Rør det grundigt sammen og lad stå i ca. 10 min. før det bruges.
Fremgangsmåde:
Rør gæren ud i det fingervarme vand. Tilsæt olie, salt og sukker og rør det sammen.
Tilsæt nu melet lidt af gangen til dejen slipper skålen. Lad dejen hæve i ca. 1 times tid til du kan se at den er hævet.
Del dejen i 11 kugler á ca. 125 g. Rul hver kugle tyndt ud i en cirkel på et meldrysset bord. Smør loppefrø/vand blandingen på i kanten af dejcirklen og fordel ca. 60 g af fyldet på den ene halvdel af cirklen. Læg den anden halvdel over fyldet og brug en kagerulle til at rulle fladbrødet tyndere med. Pensel til sidst med loppefrøblandingen på overfladen af fladbrødet og drys en blanding af nigellafrø og sesamfrø ovenpå. Læg de fyldte fladbrød på to bageplader beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve i ca. 15 min. Bages i ca. 20 min. ved 200 grader varmluft.
Fyld:
Ingredienser:
125 tørrede el. 250 g kogte Ingrid ærter el. kikærter el. grønne ærter
200 g kogte kartofler
100 g frisk spinat (helbladet spinat fra frost kan bruges i stedet)
125 g løg
3 fed hvidløg
2 spsk finthakket frisk mynte
1 ½ tsk stødt spidskommen
½ tsk gurkemeje
½ tsk chiliflager
2 spsk olivenolie
uraffineret salt
friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Sæt Ingrid ærterne i blød i ca. 10 timer. Hæld iblødsætningsvandet fra og skyl ærterne. Kog i nyt vand med et par laurbærblade og evt. et løg skåret i kvarte, i ca. 35 min. Hæld vandet fra og lad ærterne køle af. Rens/skræl kartoflerne og kog dem i vand +salt + evt. en kvist løvstikke til de er møre. Hæld vandet fra og lad dem køle af. Rens løget og skær i små tern. Rens hvidløgsfeddene og skær i tynde skiver. Skyl spinaten og tør i en salatslynge el. på et rent viskestykke. Hvis du bruger frosset spinat kan du enten tage det op fra fryseren nogle timer før el. du kan også bruge det direkte fra fryseren. Så tager det bare lidt længere når du skal lave fyldet. Skyl den friske mynte og hak den fint.
Varm olivenolien op i en tykbundet gryde og tilsæt stødt spidskommen, chiliflager og stødt koriander. Lad det bruse kortvarigt op. Tilsæt løg og hvidløg og steg til løgene er klare i kanterne. Mos/hak el. ærterne groft, så de stadig har lidt struktur. Du kan også bruge en minihakker. Mos kartoflerne med en gaffel.
Tilsæt nu de mosede kartofler, de hakkede ærter, spinat, frisk hakket mynte, salt og friskkværnet peber og svits ganske kortvarigt blandingen. Smag til.
Rigtig god fornøjelse!