Sesamsnacks var i mange år, da mine børn var små, noget af vores foretrukne slik. Dengang var det uden chiafrø og lakrids. Nu har jeg prøvet at lave en version, hvor jeg har brugt sesamfrø, mandler, chiafrø, rålakridspulver og rismaltsirup. Sesamfrø er rige på mange mineraler, især calcium. Chiafrø er rige på calcium, magnesium, jern og omega 3 fedtsyrer. Jeg har valgt ikke at varme chiafrøene op, da de fedtsyrer de indeholer, ikke ret godt tåler opvarmning. Man kan erstatte mandlerne med hasselnødder eller andre nødder. Her følger opskriften.
3 dl sesamfrø
1 dl mandler
1 dl chiafrø
1 dl rismaltsirup ( el. bygmaltsirup)
1 spsk rålakridspulver
1 knivspids salt
Rist sesamfrøene på en tør pande, til de begynder at poppe let. Rør i dem hele tiden. Pas på de ikke bliver brankede. Tag panden væk fra varmekilden og hæld frøene over i en skål. Rist nu mandlerne på den tørre pande, til de er let gyldne. Hak dem derefter groft. Kom maltsirup i en gryde og varm det op, til det bruser op. Tag det fra varmen. Bland nu de ristede sesamfrø, de ristede, hakkede mandler, chiafrøene og lakridspulveret, i en skål. Hæld det opvarmede maltsirup over blandingen og rør det hele grundigt sammen. Læg nu et stykke bagepapir på køkkenbordet og hæld massen derpå. Læg et andet stykke bagepapir oven på og pres massen så flad som muligt. Tag en køkkenrulle og rul massen så tyndt som muligt ud. Lad nu massen køle helt af. Tag en skarp kniv og skær sesamsnacksene som du ønsker dem. Opbevar dem i en tæt kagedåse.
Hej Anette.
Kan man bruge andet end rismalt- eller bygmaltsirup, hvis det ikke lige kan skaffes lokalt?:-)
Kh Marlene
Jeg ved faktisk ikke hvordan det vil blive med honning, agavesirup eller ahornsirup. Jeg har altid lavet det med maltsirup. Hvis du tør ta chancen kan du jo prøve. Jeg skal nok give lyd, hvis jeg prøver