Ingefær gurkemeje te - Plantebaseret / Vegansk opskrift - Mad med glød

Ingefær gurkemeje te

Det er helt utroligt som ingefær og gurkemeje er blevet populært, de sidste par år. Jeg lavede en opskrift, på en shot med ingefær og gurkemeje for to år siden. Det har været min absolut mest besøgte opskrift på bloggen. Den bliver stadig besøgt dagligt. Men det er heller ikke uden grund at det er blevet så populært.

Rigtig mange mennesker har især fået hjælp til smertende led. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre, hvis nogle af jer, har fået hjælp af ingefær og gurkemeje. I så fald hvordan det har hjulpet jer?

Der er to andre varme drikke med ingefær og gurkemeje her på bloggen. Den ene hedder  “Ingefær og gurkemeje drik”. Den kan du finde opskriften på Her , den anden hedder Golden Milk og du kan finde opskriften på den Her og er også med de to vidunderknolde. Golden milk  smager skønt og er dejlig at falde til ro på om aftenen, inden sengetid.

Opskriften jeg vil dele med jer her er meget enkel. Du skal bare have en stavblender eller en blender, for at lave den.

Til én kop Ingefær-gurkemeje te:

Ingredienser:

10 g frisk ingefær (skrællet og skåret i små tern)

5 g frisk gurkemeje (skrællet og skåret i små tern)

Saften fra 1/2 appelsin ( du kan også bruge blodappelsin eller citronsaft)

1/2 tsk kokosolie

Sort peber (Et par vrid på peber kværnen)

ca. 3 dl kogende vand

1 tsk ahornsirup eller anden slags sødning

Fremgangsmåde:

Kom ingefær, gurkemeje, kokosolie, sort peber og kogende vand i blenderen eller i et blenderglas til stavblenderen. Nu blendes teen grundigt. Hvis du ikke bryder dig om kokosolie i teen, kan du godt undlade det og i stedet spise det i forbindelse med at du drikker teen. Kokosolien øger tilgængeligheden af det aktive stof i gurkemejen.  Tilsæt ahornsirup og appelsin- eller citronsaft efterfølgende. Det lyder måske mærkeligt at der skal sort peber i. Det er dog vigtigt, da sort peber bevirker at effekten af det aktive stof i gurkemejen mangedobles. Så det skal du endelig tilføje.

Hæld teen op i et glas eller krus og nyd det. Der vil være et bundfald, som du med fordel skal spise tilsidst. Eller tag det lidt af gangen, hvis du rører i teen før du tager en slurk. Du skal helst ikke smide bundfaldet ud. Der sidder stadig masser af krudt i det. Man skal bare lige vænne sig til det. Jeg er blevet vild med at tygge det sidste bundfald, men det var jeg ikke i starten.

Jeg håber du vil få glæde af teen.

Del meget gerne opskriften, med dem du tænker kunne have glæde af den.

 

Rigtig god fornøjelse.

Skriv et svar