Hvidvinsdampet knoldselleri med knas, grov sennepssauce, kartofler og grønne bønner

Her kommer mit forslag til en plantebaseret og bæredygtig og billig hovedret til Nytårsmenuen år 2022. Der er mange delelementer i opskriften. Det ser voldsomt ud men det er også bare bla. kogte kartofler og kogte grønne bønner, som fylder i opskriften.

Hovedelementet er de bagte og hvidvinsdampede knoldselleriskiver. Proteindelen er den grove kikærtemos som smager en smule af æg. Smagen kommer fra det sorte salt også kaldet Kalanamak. Det er et meget svovlholdigt salt som bla. bruges til at efterligne smagen af æg. Sort salt kan købes i helsekostbutikker.

Den grove sennepssauce passer rigtig godt til de hvidvinsdampede selleriskiver, de kogte kartofler og de grønne bønner. Kartoffelskrælschipsene og grønkålschipsene giver et dejligt chrunch til retten. Kartoffelskrælschipsene er en smart måde at minimere spild på.

Servér evt. retten som på billedet, med lidt grov sennepssauce på tallerknen. Ovenpå saucen placeres to skiver hvidvinsdampede selleriskiver, nogle kogte kartofler og nogle grønne bønner. Hæld saucen over kartoflerne. Den grove kikærtemos oven på de grønne bønner og kartoffelskrælschips og grønkålschips oven på selleriskiverne.

Hvidvinsdampet knoldselleri: (til 4 personer)

Ingredienser:

1 knoldselleri (ca. 400 g.)

1 1/2 dl bouillon

1 1/2 dl hvidvin

25 g smørbar (plantebaseret smør)

Uraffineret salt

Friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Rens knoldsellerien grundigt. Skær den helt ren for jord. Skær den i 8 skiver + 2 ender. Læg skiverne på en bageplade beklædt med bagepapir, pensel begge sider med olivenolie og krydder med salt og friskkværnet peber. Bag i ca. 20 min. Læg de bagte skiver i et smurt ildfast fad. Lav en blanding af bouillon og hvidvin. Hæld blandingen over de forbagte selleriskiver, krydder med friskkværnet peber og læg en lille klat smør på hver skive. Bag i ca. 15 min. til selleriskiverne er helt møre og bløde.

Grov sennepssauce:

Ingredienser:

25 g smørbar (Plantebaseret smør)

3 spsk hvedemel (ølandshvedemel el. speltmel)

5 dl neutral soyadrik

1 1/2 spsk grov sennep

1 tsk hvidvinseddike el. anden lys eddike

Salt

Friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Smelt 25 g smørbar sammen med 3 spsk. hvedemel i en tykbundet gryde. Rør det grundigt sammen. Tilsæt 5 dl. neutral soyamælk lidt af gangen, mens der piskes og saucen varmes op til kogepunktet. Tilsæt 1 1/2 spsk grov sennep, 1 tsk hvidvinseddike, uraffineret salt og friskkværnet peber. Skru ned for varmen. Rør saucen grundigt sammen og smag den til. Lad den simre i nogle minutter til den er jævnet.

Grov kikærtemos:

Ingredienser:

250 g kogte kikærter (125 g tørrede kikærter )

50 g rødløg

1/2 dl soya yoghurt

1/2 dl mayonnaise

1/2 tsk gurkemeje

3/4 tsk sort salt ( Kalanamak )

Friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Iblødsæt og kog kikærterne møre efter forskrifterne eller brug 1 dåse kogte kikærter. Hæld vandet fra og mos dem groft. Rens rødløget og skær det i helt fine tern. Rør soyayoghurt, mayonnaise, gurkemeje, sort salt og friskkværnet peber sammen. Rør blandingen sammen med de finthakkede rødløg og de groft mosede kikærter og smag til med sort salt og friskkværnet peber.

Kogte kartofler og kartoffelskrælschips:

Ingredienser:

600 g kartofler

salt

1 spsk olivenolie

røget salt el. alm. uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Skrub kartoflerne og skræl dem. Gem skrællerne og bland dem med olivenolie og en smule røget salt. Fordel kartoffelskrællerne på en bageplade med bagepapir. Bag i ca. 20 min til kartoffelskrællerne er sprøde og lysebrune. Kog kartoflerne møre i rigeligt vand med salt og hæld vandet fra.

Grønkålschips:

3-4 grønkåls el. palmekålsblade

1 spsk olivenolie

en smule salt

Fremgangsmåde:

Skyl grønkålsbladene og fjern de grove ribber. Pluk dem i mundrette bidder. Bland olivenolien grundigt med grønkålstykkerne og læg dem evn. ved siden af kartoffelskrællerne i de sidste 10 minutter af bagetiden. Hold øje med at grønkålschipsene ikke bliver brune.

Kogte grønne bønner:

300 g grønne bønner (friske eller fra frost)

uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Skyl bønnerne og fjern stilken, hvis det er friske bønner. Hvis bønnerne er købt frosne, er de renset og skal blot koges som de friske bønner. Bring en gryde med vand + salt i kog og læg bønnerne i det kogende vand. Lad dem koge i 2-3 minutter og hæld derefter vandet fra igennem en sigte. Overhæld kortvarigt de kogte bønner med koldt vand for at bremse kogningen. På denne måde bevares den smukke klare grønne farve.

 

Rigtig god fornøjelse!

 

Skriv et svar