Boghvede/risboller med gulerod og gurkemeje - Vegansk opskrift - Mad med glød

Boghvede/risboller med gulerod og gurkemeje

Jeg må vist nok indrømme at jeg er inde i en gurkemeje stime. Jeg er vild med farven og den antiinflamatoriske virkning. Jeg synes egentlig ikke den smager meget igennem. Man kan kun ane smagen. Så her i disse boller af boghvede og rismel, har jeg også tilsat det. Der er også en del revet gulerod, gule hørfrø, en god koldpresset, økologisk olivenolie, hel tørristet boghvede og loppefrø til at tilføre fiber og luftig struktur. Der er hverken gær eller bagepulver i dejen. Det er ikke nødvendigt når der er loppefrø, hørfrø og olivenolie i.

Det at der ikke er gær i dejen, betyder at den ikke behøver at hæve. Man ælter blot dejen sammen i hånden. Når bollerne skal formes har jeg en skål stående med vand og én med en blanding af birkes, sorte sesamfrø og almindelige sesamfrø. Så væder jeg hænderne før hver bolle skal formes. Tager en klat dej og former og vender i frøblandingen, på alle sider. Lægger dem på en bageplade med bagepapir.

Her følger opskriften:

5 dl vand

1 dl loppefrø

1/2 dl gule hørfrø el alm. hørfrø

150 g groftrevet gulerod

2 dl rismel

2 dl boghvedemel

1/2 dl hel tørristet boghvede

1/2 dl olivenolie

1 tsk gurkemeje

1 tsk uraffineret havsalt el himmalayasalt

Rør vand og loppefrøskaller sammen i et bagefad. Lad det stå og trække  i ca 5 min. Tilsæt nu hørfrøene og alle de øvrige ingredienser, undtagen boghvedemelet. Ælt det hele godt sammen. Nu tilsættes boghvedemelet lidt efter lidt. Dejen skal slippe hænderne og være til at forme. Det kræver lidt øvelse at vide hvordan den glutenfrie dej skal føles for at blive god. Jeg synes det lykkes for det meste. En sjælden gang kan de godt blive en smule klæge indeni.

Læs fremgangsmåden ovenfor ingredienslisten. Når bollerne er formet og lagt på bagepladen, skal de bages i ca 30 min ved 200 gr varmluft. Lad dem køle af inden de skal spises.

Velbekomme!!!

 

10 thoughts on “Boghvede/risboller med gulerod og gurkemeje

  1. De ser lækre ud og skal prøves 🙂 men hvordan tørrister du hel boghvede? Er det bare på panden?Jeg har hel boghvede i skabet 🙂 og hvad er det du har som smørelse på bollerne? Tusind tak for din gode blog 🙂
    Mange hilsner
    Diana

    1. Hej Diana!
      Dejligt du kan lide bloggen. Ja, jeg tørrister de hele boghvedekerner på en pande, til de får lidt farve. Det gør jeg også ofte inden jeg koger dem som tilbehør eller grød. Det smager super dejligt. Smørepålægget er lavet af bla cashewnødder og ristet kokosmel. Opskriften kommer på bloggen. God søndag!

  2. Utroolig smuk blog du har. Jeg ville høre om man kan erstatte loppefrø med chiafrø mht brødets konsistens og hævning? Venlige hilsner Trine

  3. Meget smuk blog du har. Mht. brødets hævning og konsistens vil jeg høre om man kan erstatte loppefrø med Chiafrø? Venlige hilsner fra Trine

    1. Hej Trine!
      Dejligt at du kan lide bloggen. Jeg har ikke prøvet at erstatte loppefrøene med chiafrø. Jeg vil ikke tro at chiafrø har helt samme effekt. Selv om chiafrøene danner en del gele tror jeg ikke helt at det virker på samme måde.
      Venlig hilsen
      Anette

  4. Hej Anette

    Syntes at din opskrift lød rigtig lækker og er gået i gang med den. Men “dejen” virker meget mærkelig! Er du sikker på at der skal en HEL deciliter loppefrø i? Allerede der er blandingen en nærmest hård geleklump, man så skal forsøge at få resten af ingredienserne blandet sammen med. Er lidt forvirret 🙂

    Mange hilsner
    Annette

    1. Hej Annette!
      Det er rigtigt at det er 1 dl. Jeg bruger Urtekrams økologiske loppefrøskaller. Jeg har ikke oplevet det du beskriver. Jeg har fået andre positive tilbagemeldinger, så jeg beklager ikke at kunne hjælpe.
      Hvis du bruger 5 dl vand og 1 dl loppefrøskaller, skulle det ikke allerede blive til en hård klump. Håber du finder en løsning på problemet.
      Vh Anette

    1. Kære Anna Klara!
      Tak skal du ha’ Jeg vil tro at du sagtens kan erstatte boghveden med noget andet glutenfrit. Feks som du selv nævner hel quinoa eller hvis du kan få hele havrekerner glutenfrit og så koger dem først. God fornøjelse med projektet. Skriv endelig tilbage, hvordan resultatet bliver.
      Venlig hilsen
      Anette

Skriv et svar