Konfektkugler med tahin og Gomasio

Denne slags sundere konfektkugler er bare så lækre. De er fulde af næring og god smag. Lige som jeg elsker det. Og så er de hurtige og nemme at lave. Og det er endnu et plus. Disse konfektkugler har dadler og cashewnødder som basis og så er der tilsat tahin, som er sesamsmør, der udelukkende består af ristede sesamfrø og salt. Ud over det har jeg tilsat tørristede sesamfrø der er let knuste med en smule salt. Det kaldes også for Gomasio og kan bruges oven på den varme mad, som et krydderi. Sesamfrø indeholder rigtig meget calcium, så hvis du skal tænke på hvor du kan få ekstra meget calcium er det en rigtig god idé at spise tahin og sesamfrø. Det er vigtigt at det er de uafskallede sesamfrø, da de afskallede og meget lysere sesamfrø ikke indeholder nær så meget calcium. Det meste calcium sidder i skallerne.

Her får du opskriften på konfektkuglerne.

Ingredienser:

200 g dadler (bløde uden sten)

100 g cashewnødder

30 g tahin

25 g kakao

1-2 spsk citronsaft

1/2 tsk uraffineret salt

2 dl uafskallede sesamfrø + 1/5 tsk. uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Rist sesamfrøene på en tør pande, til de begynder at poppe og dufte let ristet. Kom nu de ristede sesamfrø i en morter og tilsæt en smule salt. Knus nu de ristede sesamfø + salt en smule. Gem dem til at rulle konfektkuglerne i.

Kom de bløde dadler (uden sten), cashewnødder, tahin, kakao, citronsaft og salt i en foodprocessor. Kør til massen er sammenhængende. Der må gerne være lidt bid i, så der må gerne være små nøddestykker i massen. Med mindre du bedst kan lide dem helt bløde og uden noget at tygge i.

Rul nu kugler af massen. Mine vejede ca. 15 g. stykket. Vend nu kuglerne i de ristede og let knuste sesamfrø +salt (Gomasio) Gem det overskydende Gomasio til at drysse ovenpå din mad.

Opbevar kuglerne i en lufttæt beholder i køleskabet.

 

Rigtig god fornøjelse!

 

Skriv et svar