Linsepålæg med hokkaido

Opskrifter på plantebaseret pålæg kan man ikke få nok af. Og så er det sjovt at eksperimentere med nye variationer. Så her får du en ny opskrift på noget smørepålæg.

Jeg kom i tanker om at jeg for mange år siden da børnene var små, ofte lavede et smørepålæg af røde splitlinser og kartofler. Sidste år lavede jeg et smørepålæg af hokkaido. I dag har jeg lavet opskriften på et pålæg lavet af røde splitlinser og hokkaido. Det er meget nemt at lave, indeholder både grønsager og bælgfrugter, har en smuk orange farve og så smager det dejligt. Og så er det ikke mindst meget billigt at lave. Hvis du har lyst, kan du prøve at tilsætte lidt karry eller nogle andre krydderier.

Ingredienser:

200 g hokkaido

75 g røde linser

2 fed hvidløg

1/2 tsk uraffineret salt (i kogevandet)

2 dl vand

2 spsk citronsaft

1/2 tsk stødt spidskommen

Lidt chiliflager 

Friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Skyl de røde splitlinser i en si. Skyl hokkaidoen og skær 200 g i tern. Behold gerne skrællen på, hvis den ikke er alt for hård. Kog hokkaidotern, røde splitlinser, hvidløgsfed, vand og uraffineret salt. Kog til linser og hokkaidotern er kogt helt møre. Lad det køle en smule af og blend det derefter til massen er helt smørbar. Smag til med citronsaft, stødt spidskommen, chiliflager, salt og peber. 

Rigtig god fornøjelse!

Skriv et svar