Her får du endnu et smørepålæg lavet af bælgfrugter. Dette pålæg eller denne hummus er lavet af butterbeans i stedet for kikærter. Du kan bruge alle slags kogte bønner til at lave hummus af. Jeg er især blevet vild med butterbeans og hvide bønner på det sidste. Og da denne slags smørepostej bliver flittigt brugt hos mig, prøver jeg hele tiden mange nye variationer. Denne smager især af de lækre soltørrede tomater. Jeg bruger de tørrede tomater, der ikke ligger i en olielage. De smager meget mere intenst, synes jeg. Og mine favorit soltørrede tomater køber jeg hos Helsam butikkerne de er fra Biogan. Sommetider har Super Brugsen også Biogans varer. Ihvertfald her hvor jeg bor.
Det billigste for dig er at koge en stor portion bønner eller kikærter og fryse ned i passende portioner. Det er også mere bæredygtigt. Så kan du rimelig hurtigt lave sådan en portion hummus ganske billigt. Du kan selvfølgelig også vælge at bruge bønner på dåse. Vælg det der passer dig bedst.
Ingredienser:
250 g kogte butterbeans
2 fed hvidløg
20 g soltørrede tomater (Jeg bruger de økologiske soltørrede tomater fra Biogan )
2 spsk olivenolie
1 tsk spidskommen
1 spsk citronsaft
1 håndfuld persille
lidt kogt afkølet vand
Urtesalt (smag selv til)
Friskkværnet peber (smag selv til)
Fremgangsmåde:
Hæld vandet fra bønnerne. Rens hvidløgsfeddene og pres dem igennem en hvidløgspresser. Skær de soltørrede tomater i strimler. Skyl persillen, fjerne de groveste stængler og hak den groft før du kommer den i foodprocessoren. Kom de kogte butterbeans, presset hvidløg, soltørrede tomater i strimler og de øvrige ingredienser i en foodprocessor og blend til massen er smørbar. Tilsæt evt. lidt vand hvis du gerne vil have at din hummus skal være lidt mere lind. Smag til med salt, peber og citronsaft.
Velbekomme!