Sort bønne crackers

Jeg ville egentlig have lavet Disse kikærte ris crackers, som jeg udviklede opskriften på for nogle år siden, men så havde jeg ingen kikærter. Derfor  lavede jeg dem med sorte bønner i stedet for. Det bliver de absolut ikke dårligere af.  De er lavet af sorte bønner og ris, som grundingredienser. Da de indeholder en del protein er de super gode at bruge som del af et mellemmåltid, da de er med til at holde blodsukkeret stabilt. Du kan sagtens bruge andre slags kogte bønner og linser i stedet for. 

På billederne har jeg serveret de Sorte bønne crackers med en  hummus  avocado, surkål og friske krydderurter fra haven. Og med en auberginespread med bagte tomater og persille.  Et super dejligt mellemmåltid. 

Ingredienser:

250 g kogte sorte bønner

200 g rismel

1/2 dl sesamfrø

1 dl olivenolie

1 dl vand

1 tsk uraffineret salt

1 tsk bagepulver (vinstensbagepulver hvis de skal være glutenfri )

Fremgangsmåde:

Start med at blende de kogte bønner sammen med olivenolien og vandet. Bland i en skål de tørre ingredienser. Rismel, sesamfrø, bagepulver og uraffineret salt. Hæld nu den blendede masse sammen med de tørre ingredienser og ælt dejen sammen i skålen. Del dejen i to lige store dele.

Tænd ovnen på 200 gr. varmluft.

Læg den ene halvdel af dejen på et stykke bagepapir. Læg etandet stykke bagepapir ovenpå dejen og tryk først dejen lidt fladere med hænderne. Tag nu en kagerulle og rul dejen så tyndt ud, som muligt. Løft det øverste lag bagepapir af og skær nu dejen ud til den størrelse kiks/crackers, som du ønsker. Gør det samme med den anden del af dejen.

Det er meget vigtigt at dejen rulles så tyndt ud som muligt. Hvis den er for tyk, kan kiksene blive bløde og kedelige.

Bag dem nu i 15-18 min. ved 200 gr. varmluft, til du kan se at de begynder at blive lidt mørkere i kanten. Det yderste af kiksene på pladen bliver hurtigere færdigt end midten. Du kan med fordel tage de yderste ud inden resten tages ud af ovnen.

Lad kiksene køle af på en rist og læg dem derefter i en lufttæt beholder.

 

Velbekomme!

 

One thought on “Sort bønne crackers

Skriv et svar