Humus med karry, spidskommen, gurkemeje og soltørrede tomater - Vegansk opskrift - Mad med glød

Hummus med karry, spidskommen, gurkemeje og soltørrede tomater

Hummus er et smørepålæg, som jeg aldrig bliver træt af at spise. Jeg har lavet masser af forskellige versioner gennem tiden og en af de versioner, jeg bliver ved med at vende tilbage til, er denne.

Som grundregel vil jeg sige at en hummus bliver lækrest, hvis man bruger kikærter, som først har stået i blød i rigeligt vand i ca 10 timer og derefter (i nyt frisk vand) er kogt i 45 min- 1 time. Jeg synes det er svært at angive præcis kogetid. Det varierer, hvor lang tid det tager at koge dem møre. Jeg har lært at det afhænger af hvor friske kikærterne er. Prøv dig frem med kogetiden. Kikærterne skal være bløde og gennemkogte, når de skal bruges til hummus. I hvertfald hvis man ønsker en cremet version. Hvis ikke de er kogt helt møre, kan man opleve at hummusen bliver grynet.

Noget andet er at jeg synes at hummusen bliver allerbedst, hvis man laver den mens kikærterne stadig er lune. De er blødere og nemmere at blende til en cremet konsistens så. Et andet lille tip , der gør at kikærterne bliver blødere og nemmere at blende cremede, er at tilsætte 1 tsk natron til kogevandet.

Man kan dog sagtens bruge kikærter fra dåse, hvis man lige får lyst til at lave det og ikke kan vente på den tid det tager med iblødsætning og kogning.

Her har du min ynglingsversion:

Ingredienser:

600 g kogte kikærter (svarer til 300 g. tørrede kikærter )

1,5 dl af kogevandet (evt mere hvis du ønsker konsistensen mere lind)

50 g soltørrede tomater

1/2 dl koldpresset olivenolie

1 1/2 spsk tahin

1 spsk gurkemeje

1 tsk karry

1 tsk stødt spidskommen

3 fed hvidløg

2-3 spsk citronsaft

1 tsk natron til at komme i kogevandet, når kikærterne koges.

uraffineret salt ( vent med at tilføje saltet til du har blendet  de andre ingredienser, da de soltørrede tomater  sommetider indeholder en del salt.)

Fremgangsmåde:

Kom alle ingredienserne i en foodprocessor. Kør til massen er cremet og lækker. Smag til med de forskellige krydderier, citronsaft, salt og peber.

Velbekomme!!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar