Græskarboller med abrikoser, kanel og kardemomme

Så fik jeg skrevet opskriften ned på disse lækre søde og krydrede græskarboller. Jeg har bagt denne slags boller mange gange, men det er ikke det nemmeste for mig at få skrevet opskriften ned når jeg bager boller og brød. Jeg elsker nemlig at freestyle. Nu tog jeg mig så sammen og fik det gjort. Ud over græskar tilføjede jeg også usvovlede abrikoser, kanel og kardemomme, hvilket gjorde bollerne søde og passende til en kop varm te eller kaffe.

Dejen blev rørt sammen om aftenen inden jeg gik i seng og stod i køleskabet natten over. Derefter kom den ud og stå ved stuetemperatur i et par timer, før jeg rullede 16 boller af dejen. Bollerne blev penslet med sojayoghurt og drysset med græskarkerner og bagt i ca. 18 min  ved 200 grader varmluft. Jeg synes at de smager så lækkert med bare koldt smør(bar) på.

Ingredienser:(til ca. 16 boller)

5 dl. Vand

10 g gær

1 spsk olivenolie

1 spsk ahornsirup el daddelsirup

1 spsk citronsaft

1 1/2 tsk uraffineret salt

250 g groft revet hokkaido

75 g tørrede usvovlede abrikoser

75 g græskarkerner

1 tsk stødt kanel

1 tsk stødt kardemomme

1/2 tsk gurkemeje

200 g groft ølandshvedemel

300 g sigtet speltmel

18 min ved 200 grader varmluft. 

Fremgangsmåde:

Rens et stykke af en hokkaido græskar, fjern kernerne og riv 250 g. groft. Skær de tørrede abrikoser i mindre stykker. Rør gæren ud i vandet. Brug et dejfad eller en røremaskine. Tilsæt salt, revet hokkaido, olivenolie, ahornsirup, citronsaft, græskarkerner, abrikosstykkerne og krydderierne. Rør nu med en grydeske eller brug en røremaskine. Tilsæt melet lidt af gangen, mens du rører. Ælt i minimum 5 minutter til dejen slipper siderne og er blød og lækker. Læg nu låg på skålen og stil den i køleskabet. Lad dejen hæve natten over eller minimum ca. 15 timer. Tag nu skålen ud og stil den ved stuetemperatur i ca. to timer. Nu rulles dejen til ca. 16 boller og efterhæver på en bageplade med bagepapir i ca. 1/2 time.Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Pensel med sojayoghurt og drys græskarkerner ud på overfladen. Bag bollerne i ca. 18 min. til de er gyldne på overfladen og de lyder hult når du banker dem under bunden. Stil de friskbagte boller på en rist og lad dem køle af.

 

Rigtig god fornøjelse!

 

Skriv et svar