Fermenterede gulerødder med hvidløg og timian

Her i huset står der altid ét eller andet og fermenterer på køkkenbordet. Det kan f.eks. være surkål, forskellige slags fermenterede grønsager, kombucha,  vandkefir, surdej eller dosadej. Alt sammen forskellige former for levende mad. Alt sammen mad som er med til at vedligeholde en sund tarmflora og dermed et forhåbentlig bedre helbred. Om ikke andet så er det med at variere de smagsnuancer der kan være i maden.

Disse fermenterede gulerødder laver jeg i perioder og spiser som en slags sundere snacks. De smager dejligt syrligt og bevarer sprødheden når de er fermenteret færdigt. Hvidløgene smager også skønt og kan både spises som snack eller hakkes og kommes i dressinger.

Du kan fermentere mange andre slags grønsager og frugter på denne måde. Hvis du som jeg er vild med den syrlighed som det fermenterede har, kan du prøve dig frem med forskellige smagskombinationer.

I forhold til surkål (fermenteret hvidkål/spidskål ) som skal fermentere i ca. 21 dage, er denne proces meget hurtigere. Gulerødderne skal kun stå og fermentere i 6-10 dage. Så er de klar til at blive spist. Det afhænger af hvor varmt det er, der hvor gulerødderne står. Jo varmere jo hurtigere går processen.

I denne form for fermentering overhældes grønsagerne med en saltvandsopløsning. Jeg bruger som regel en opløsning på  2,5%. D.v.s. at der skal bruges 25 g. uraffineret salt til 1 liter vand. Denne saltvandsopløsning hældes over grønsagerne, så de er helt dækket af saltvandet. Derefter lægges et kålblad eller en tynd skive af en knoldselleri på toppen, så det der skal fermentere ikke stikker ovenover vandet.

Det bedste er at bruge et patentglas med en gummiring til at fermentere i. På denne måde kan overtrykket komme ud uden at du behøver at åbne glasset. Du skal blot huske at trække i gummiringen, for at slippe overtrykket ud.

Inredienser: (Mængden af råvarerne varierer efter hvor store glas du vælger at bruge.)

gulerødder

hvidløg

frisk timian eller citrontimian

uraffineret salt ( himmalayasalt, stensalt eller havsalt)

frisk gurkemeje

små chilier

nogle hele peberkorn

Fremgangsmåde:

Start med at gøre patentglasset grundigt rent. Slut af med at overhælde det med kogende vand, så det er helt rent. Stil det på hovedet på et rent viskestykke.

Rens gulerødderne grundigt for jord og skidt og skær toppen og grimme pletter af. Du behøver ikke at skrælle dem, da der faktisk sidder en form for naturlig gær på overfladen af grønt og frugt, som bidrager med gode bakterier, til fermenteringsprocessen. Skær gulerødderne i bidder. Skær dem som du selv synes. Jeg har her skåret dem i skiver. Rens hvidløgsfeddene og skær dem i mindre stykker, hvis feddene er store. Hvis de er små kommer du dem bare hele i. Skyl den friske timian og pluk den i mindre stykker. Hvis du også vil lave den version med frisk gurkemeje og chili, skal du rense og evt. skrælle nogle gurkemejerødder og skære dem i små stykker. Skyl de hele chilier.

Kom nu gulerødder, hvidløgsfed og timian skiftevis i glasset. Eller i den anden version: Gulerødder, frisk gurkemeje, hele små chilier og hele peberkorn. I små glas skal der bare bruges én eller to små chilier.

Du skal ikke fylde glasset helt op til kanten. Lad der være et par cm. fri.

Lav nu saltvandsopløsningen. Det er vigtigt med det rette forhold mellem salt og vand. Du skal  bruge ca. 25 g. pr. liter vand. 

Brug evt. et metal litermål  kom ca. 25 g. uraffineret salt i og kom et par dl. kogende vand over saltet. Rør nu rundt så det opløses helt. Fyld litermålet op med koldt vand. Hæld nu saltvandsblandingen over 1: gulerødder, hvidløg og timian eller 2: gulerødder, frisk gurkemeje og chili. Slut af med at lægge et kålblad eller en skive fra en knoldselleri på toppen. Det der skal fermentere må ikke stikke op over saltvandsopløsningen. Det skal derfor holdes under vand, med hjælp fra et kålblad eller en feks. en skive selleri. Kålbladet eller selleriskiven skal også helst være under saltvandsopløsningen.

Luk nu låget på patentglasset (med gummiskive) Lad glasset stå ved stuetemperatur i 6-10 dage. Træk i dutten på gummiskiven et par gange dagligt i de første par dage, så overtrykket kan komme ud. Glasset skal ikke stå i sollys. Læg evt. et klæde over eller stil det i et skab.

Smag på gulerødderne og hvidløgene efter ca. 6 dage (når det er varmt) efter ca. 10 dage (når det er køligere i rummet) Fermenteringsprocessen går hurtigere når der er højere temperaturer. Sørg for at du bruger rene redskaber, når du tager af gulerødderne.

Stil nu glasset i køleskabet. Gulerødderne kan holde sig i flere måneder på køl.

Rigtig god fornøjelse!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar