Vi har base i vores eget hjem, det meste af denne sommer. Det er skønt at kunne nyde alle de bær der er i haven i år. Ofte har det været sådan at vi har været ude at rejse lige når bærrene var perfekte til at plukke. Men i år har vi fået plukket dem. Især solbærrene er fantastiske. Store og flotte. De kunne nok have haft lidt mere sødme, hvis de havde fået lidt mere sol. Men sådan er det ikke i år. Og det er jo skønt alligevel.
En anden dejlig ting ved at være hjemme er at vi bla. forkæler os selv med skønne smoothies hver morgen. Her har vi grejet der skal bruges til at producere dem og ingredienserne i køleskab og fryser.
Her til morgen blev den lavet af solbær, hybenroseblade (fra min aftentur ved stranden i går) jordbær, banan, mandler, chia, vanille og risdrik. Den blev dejligt frisk. Portionen her er til 4 store smoothies.
5 dl rismælk (anden plantemælk kan også bruges)
125 g solbær
100 g banan (frosne godt modne)
75 jordbær (frosne)
12 mandler (iblødsatte natten over)
1 god håndfuld friske hybenroseblade (hvis du har nogle inden for rækkevidde😉)
2 spsk chiafrø
1/3 tsk vanillepulver
Det hele blendes godt og grundigt, så også mandlerne kan gå igennem et sugerør. Nyd den sammen med din morgenmad.
Velbekomme!!