Denne varmende suppe lavede jeg i går, da jeg var godt gammeldags forkølet og trængte til noget der hjalp på forkølelsen. Jeg nyder at have redskaber til selv at kunne gøre noget for at styrke kroppen og afhjælpe forskellige symptomer. Når jeg bliver forkølet vælger jeg f.eks. Bl.a. altid at spise/drikke ingefær, gurkemeje, hvidløg, løg og forskellige C-vitaminholdige fødevarer. Det fjerner ikke forkølelsen, men det lindrer og jeg oplever at jeg kommer mig hurtigere.
En varmende suppe er dejligt at spise under en forkølelse, synes jeg. Bare det at mærke hvordan ingefærens varme spreder sig i kroppen og chilien der også giver sved på panden. Det kan vist kun være godt, imod en løbenæse.
Som topping på suppen valgte jeg at koge nogle perlebyg, sammen med friske hyben skåret i kvarte, frisk chili, noget hakket grønkål og lidt kokos.
Her følger opskriften på suppen: (til to store portioner, som hovedret)
100 g løg i tern
3 store fed hvidløg
2 spsk kokosolie
1 tsk gurkemeje
250 g gulerod i mindre stykker
200 g sød kartoffel i tern
75 g splitlinser ( skyllede)
1 chili
25 g frisk ingefær ( renset og fintrevet)
1 1/2 tsk urtesalt
8 dl vand
1 1/2 dl kokosmælk
Start med at smelte kokosolien i en gryde. Tilføj gurkemejen, løg og hvidløg. Svits til løgene er klare. Tilsæt nu gulerod og sød kartoffel og svits i et par minutter. Nu tilføjes splitlinser, chili, ingefær, salt og vand. Kog det hele i ca. 20 min, til grønsagerne er helt møre og splitlinserne er kogt ud. Blend nu suppen grundigt, til den er helt glat. Tilsæt kokosmælk, blend kortvarigt igen og smag suppen til. Måske skal der mere salt, måske skal der mere chili eller ingefær i.
Spis suppen med en eller anden form for topping eller grønt drys. Det er altid dejligt med noget at tygge på. Nogle kogte kerner, ristet brød eller croutoner passer fint til suppen.
Velbekomme!