Måske det her kunne blive forretten til årets Nytårsmenu. Prøv den før Nytårsaften så du ved hvordan den smager. Rigtig god fornøjelse!!!
Et forslag til en røget auberginemousse der egner sig rigtig godt til at blive serveret som en forret. Server den evt. oven på blinis sammen med lidt havrefraiche, små sprøde salatstykker, (på billedet er der brugt grøn krølsalat og radicchio salat) sorte tang kaviar, små rødløgstern, fennikeltop og friskkværnet peber.
Hvis du har en røgpistol, kan du vælge at ryge aubergine moussen i stedet for at bruge flydende røg. I så fald skal auberginemoussen i en skål som skal lukkes til med plastikfolie. Sæt slagen fra røgpistolen ind under plastikfolien og sørg for at der ikke er åbent omkring slangen. Tænd røgpistolen og fyld tomrummet godt op med røg. Tag nu slangen ud og luk for plastfolien. Vent med at åbne til røgen er væk. Rør nu grundigt i moussen og smag til.
Lav evt. blinierne imens auberginerne er i ovnen.
Ingredienser: til 14-16 blinier
2 1/2 dl neutral planteyoghurt
1 1/2 dl neutral sojamælk
125 g ølandshvedemel
1 tsk bagepulver
3/4 tsk uraffineret salt
Fremgangsmåde:
Pisk alle ingredienser grundigt sammen i en skål. Steg i olivenolie, på begge sider på en blinispande, eller som små blinier på en almindelig pande til de er gennembagte og gyldne i overfladen. Blinierne bliver bløde og lidt tykke. Hvis du laver dem små for du mere end 14-16 blinier.
Ingredienser: til aubergine mousse ( forret til 6 personer, 2 blinier til hver person )
2 auberginer (á ca. 375 g)
1 dl havrefraiche
1 lille rødløg
flydende røg ( prøv dig frem med mængden)eller brug en røgpistol.
1 tsk citronsaft
friskkværnet peber
tangpulver 1/2 tsk (pulveriseret noritang)
uraffineret salt
Fintrevet citronskal af 1/2 citron
————————————————-
Til servering:
ca. 1 dl havrefraiche
radicchio (nogle blade plukket i små mundrette stykker)
grøn krølsalat (lollo bionda)(nogle blade plukket i små mundrette stykker)
sort tangkaviar
Fremgangsmåde:
Skær de to auberginer over på midten på langs. Pensel med en smule olivenolie på alle fire skæreflader. Læg de halve auberginer med skærefladen nedad på en bageplade beklædt med bagepapir. Prik overfladen med en gaffel på alle 4. Bag i 35-40 min ved 175 grader varmluft. Lad de bagte auberginer køle af og skrab derefter al indmaden ud af dem. Kom fyldet fra den ene aubergine i en foodprocessor, sammen med 1 dl havrefraiche, flydende røg,(eller brug en røgpistol til at ryge moussen med. Se i beskrivelsen ovenover opskriften) friskkværnet peber, citronsaft, tangpulver og fintrevet citronskal. Blend til massen er helt findelt og cremet. Tilsæt nu indmaden fra den anden aubergine og blend igen kortvarigt, så moussen ikke er helt findelt, men har lidt struktur. Smag til med salt, friskkværnet peber, røg og tang.
Rens et rødløg og skær det i meget små tern.
Servér evt. oven på blinis som en forret.
På billedet er der først smurt en smule havrefraiche på blinierne. Derefter er der små stykker grøn krølsalat og rød radicchio. En stor skefuld auberginemousse, finthakket rødløg, sorte tangrogn, fennikeltop og friskkværnet peber.
Rigtig god fornøjelse!