Sprød og frisk sellerisalat med æble, savoykål, grønkål og ristede hasselnødder - Vegansk opskrift - Mad med glød

Sprød og frisk sellerisalat med æble, savoykål, grønkål og ristede hasselnødder

Vi skulle have en grønsagstærte til aftensmad i dag og jeg havde egentlig bestemt mig for at lave en bagt sellerimos som tilbehør til tærten. I stedet for fik jeg lyst noget frisk og sprødt. Det kom der denne salat ud af. Og det fortrød jeg absolut ikke. Salaten blev super velsmagende og lækker.

Den er fuld af gode fibre til fordøjelsen, nærende fedtsyrer til alle cellerne i kroppen og guf til smagsløgene.

Ingredienser:

250 g knoldselleri (revet)
150 g bladselleri (skåret i tynde skrå skiver)
150 g æble (skåret i tynde skiver, med skræl)
100 g savoykål (fint snittet)
75 g hasselnødder (ristet på en tør pande, afskallede og groft hakkede)
2-3 blade grønkål (finthakket)

Dressing:
5 spsk friskpresset appelsinsaft
1 spsk citronsaft
1 spsk ahornsirup
Salt og friskkværnet peber
Rør dressingen sammen og smag den til med salt og peber.

Fremgangsmåde:

Bland den revede knoldselleri og de skiveskårede bladselleri i en skål og hæld det meste af dressingen over. Bland det grundigt. Anret nu savoykålen og grønkålen på et fad. Fordel blandingen af selleri/bladselleri/dressing over kålen. Nu fordeles de skiveskårede æbler og de ristede og groft hakkede hasselnødder over salaten. Til sidst hældes det sidste af dressingen over salaten og der drysses lidt ekstra friskkværnet peber og lidt salt over.

Go appetit!!

Skriv et svar