Rustik grønsagssuppe med belugalinser og stegt Söl - Plantebaseret / Vegansk opskrift - Mad med glød

Rustik grønsagssuppe med belugalinser og stegt Söl

Denne suppe er egentlig sådan en suppe der bare blev til, ud fra de råvarer jeg tilfældigt havde i køleskabet. Den blev rigtig lækker synes jeg, så derfor har jeg valgt at opskriften skal deles her på bloggen. Den er meget enkel og rimelig hurtig at lave. Den indeholder både porrer, rodfrugter, tomat og kokosmælk. Det lyder måske som en speciel blanding, men giv den en chance og prøv den. De farver maden har betyder rigtig meget for mig og denne suppe har ikke de smukkeste farver. Alligevel synes jeg at den er smukt rustik at se på. Især med den stegte Söl, som ovenikøbet smager vanvittig lækkert og er sprødt let salt og lækkert. Håber du vil synes om det.

4 personer (til forret)

200 g porrer ( renset og skåret i skrå skiver)

3 fed hvidløg ( renset og skåret i skiver)

350 g gulerod ( renset og skåret i skiver)

175 g persillerod (renset og skåret i mindre stykker)

2 spsk koldpresset olivenolie

1 spsk gurkemeje

8 dl bouillon

1 1/2 dl belugalinser (grundigt skyllede)

1 dåse flåede hakkede tomater

1/2 tsk Sambal Oelek

2 1/2 dl kokosmælk

50 g frisk spinat

Uraffineret salt (smag selv til)

Friskkværnet peber (smag selv til)

 

Start med at varme olie og gurkemeje op i en passende stor gryde. Tilsæt porre og hvidløg. Svits et par minutter. Tilsæt nu gulerødder og persillerod. Svits et par minutter. Tilsæt nu belugalinserne, Sambal Oelek, bouillon og de flåede, hakkede tomater. Kog suppen op og lad den simre i ca 20 minutter, til linserne er kogt møre. Nu tilføjes kokosmælk og suppen smages til med salt, peber og evt. mere Sambal Oelek. Til sidst tilsættes den friske spinat. Top evt suppen med stegt Söl, som på billedet.

Topping:

En håndfuld Söl

1 spsk olivenolie

en smule salt og friskkværnet peber

Varm olivenolien op på en pande. Steg nu tangen i et per minutter.

5 thoughts on “Rustik grønsagssuppe med belugalinser og stegt Söl

    1. Hej Lone! Tak skal du have. Jeg har købt det i helsekost. Jeg har både prøvet fra Diezt Seaweed og fra Nordisk tang.Jeg synes det smager super lækkert stegt ganske kort på en pande. Jeg bruger olivenolie til at stege det i.
      Vh Anette

  1. Så lærte jeg om søl 🙂 … også, at det indeholder en svingende mængde kainsyre.
    Hvor meget spiser du af det, og har du nogen sinde oplevet kainsyre-symptomer?
    Hvor køber du søl? Eller “fisker” du det selv? 🙂

    1. Hej Caroline!
      I forhold til kainsyre i søl, har jeg læst at man skulle spise omkring 150 kg frisk søl, for at komme op på en skadelig dosis kainsyre. I denne opskrift kommer man kun op på ganske få gram, til en portion. Jeg har aldrig oplevet nogle symptomer, når jeg har indtaget Søl, men jeg ved heller ikke, hvilke symptomer jeg skulle kunne få. Jeg køber det i helsekostbutikker. Jeg har spist mange forskellige tangsorter gennem tiden og synes det er rigtig dejligt at man begynder at bruge af den tang der vokser her i Norden. Før hen kunne man kun få tang fra Japan.

      Vh Anette

      1. Aha 🙂 … Det var da også en “biologisk” hjemmeside, jeg læste om søl på, så de gik ikke ind på mængderne.
        Jeg kan også godt li’ tang, men jeg finder svært at kokkerere med, fordi smagen er så egen – så tak for en opskrift, hvor det indgår!

Skriv et svar