Disse frikadeller har jeg glædet mig til at give jer opskriften på. Jeg har lavet dem en del gange efterhånden. De er enkle og nemme at lave og jeg synes de er rigtig lækre. Hele foråret har jeg lavet dem med forskellige vilde urter som feks. skvalderkål, løgkarse, brændenælde, vejbred, vild syre og sødskærm. Nu bruger jeg forskellige friske krydderurter fra haven. Dem jeg lavede i dag kom jeg citrontimian, estragon, løvstikke og persille i. De kan både spises i en burger eller serveres sammen med kartofler, quinoa, ris eller pasta, en salat og en dressing eller en sauce. Eller feks. med stuvet hvidkål eller spidskål, kogte kartofler og bagte gulerødder.
Ingredienser:
245 g kogte grønne linser ( fra dåse el. nogle du selv har kogt)
1 løg (ca 80 g)
2 fed hvidløg
175 g kogte kartofler
1/2 dl linsemel el. kikærtemel
1/2 dl fine havregryn
1-2 håndfulde friske krydderurter eller vilde spiselige planter.
1/2 -1 tsk uraffineret salt
friskkværnet sort peber
Fremgangsmåde:
Kog kartoflerne møre og pil dem. Lad dem køle af og mos dem derefter. Kog linserne efter anvisningen og hæld det overskydende vand fra. Hvis du selv koger linserne skal du bruge ca. 125 g tørrede linser for at få 245 g. kogte. Hvis du bruger linser fra dåse hældes linserne fra dåsen over i en si og drypper af. Rens løg og hvidløgsfed og hak løget helt fint. Pres hvidløgsfeddene gennem en hvidløgspresser. Skyl krydderurterne grundigt og fjern de grove stilke. Hak krydderurterne fint. Bland nu de mosede kogte kartofler, de kogte grønne linser, de finthakkede løg og de pressede hvidløgsfed i en skål. Rør ingredienserne grundigt sammen. Tilføj nu linsemel, havregryn, de finthakkede friske krydderurter, uraffineret salt og friskkværnet peber. Rør farsen grundigt sammen. Form nu små frikadeller á ca 50 g stykket og læg dem på et fad. Steg dem efterfølgende ca 5 min på hver side i olivenolie el. kokosolie.
Rigtig god fornøjelse!
Kan Ann erstatte linsemelet med f.eks. Alm. Hvedemel? 🙂
Man*
Eller kikærtemel?