Ja, det er ikke på udseendet at dette dip vinder. Det gør det så til gengæld på smagen. For det smager super lækkert. Her er det brugt som et rustikt dip til nogle majschips og gulerodsstave. En lækker lille snack.
Der er brugt dansk dyrkede linser. Jeg brugte Tranum linser fra Linser for Livet. De er af sorten Anicia. De forhandles også af Pure Dansk og Grøn Fokus. Måske er der flere forhandlere jeg ikke kender til.
Ingredienser:
200 g Anicia linser
6 dl grønsagsbouillon
2 laurbærblade
125 g løg ( renset vægt)
3 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
1 1/2 tsk paprika
1 1/2 tsk stødt spidskommen
1 tsk sød røget paprika
1/2 tsk tørrede chiliflager
uraffineret salt
friskkværnet peber
Fremgangsmåde:
Skyl linserne grundigt. Lav 6 dl grønsagsbouillon. Kog de skyllede linser sammen med 2 laurbærblade i bouillonen i ca 30 minutter, til linserne er kogt helt møre. Tag gryden væk fra varmekilden, fjern de to laurbærblade og kassér dem. Lad de kogte linser stå i cirka 5 minutter og hæld dem derefter over i en sigte. Gem kogevandet der drypper fra, til at justere konsistensen med efterfølgende.
Rens løg og hvidløg og skær i små tern. Varm en en tykbundet gryde op og tilsæt olivenolie, paprika, stødt spidskommen, sød røget paprika og chiliflager. Lad blandingen kortvarigt bruse let op og svits derefter løg og hvidløg i cirka 5 minutter, til løgternene er blevet møre og blanke.
Nu tilsættes de kogte linser og der røres grundigt i blandingen. Varm blandingen godt igennem i nogle minutter, mens der røres. Fjern gryden fra varmekilden og blend massen med en stavblender, til den stadig er lidt rustik. Der må gerne være nogle af linserne der ikke er blendet helt. Justér konsistensen ved at tilsætte det tiloversblevne kogevand + eventuelt noget ekstra vand. Kog dippet/mosen grundigt igennem, mens der røres og smag til med salt og peber. Du bestemmer selv hvordan konsistensen skal være. Hvis det skal bruges som dip, må det gerne være lindt. Men ikke flydende, så det er svært at få til at blive på det du spiser det med. Prøv dig frem. Husk at smage til hvis du tilfører mere vand.
Rigtig god fornøjelse!