Fløjlsblød jordskokkesuppe med jordskokkechips

Denne lækre fløjlsbløde milde, jordskokkesuppe blev serveret med ovnbagte, sprøde jordskokkechips krydret med røget salt, bredbladet persille og grofthakkede ristede hasselnødder. Som tilbehør daggammelt ovnristede sprøde tynde skiver rugbrød med olivenolie og en smule røget salt. Den røgede smag er et perfekt match til den bløde milde, nøddeagtige smag fra jordskokkerne.

1 kg jordskokker

125 g løg ( i grove tern)

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

1 1/2 dl havrefløde el. anden form for fløde

1 l. bouillon ( uden smagsforstærker, øko )

Salt og peber

Skræl jordskokkerne og skær dem i mindre stykker. Kom olivenolie i en gryde. Svits hvidløg og løg til de er klare. Tilsæt nu jordskokkerne og svits i ca 5 min. Tilsæt nu bouillon. Lad det hele koge til jordskokkerne er møre. Blend suppen og tilsæt havrefløden. Blend kortvarigt igen, til suppen er helt glat og findelt. Smag nu til med salt og friskkværnet peber. Portionen er til 4 pers. Server med ovnbagte jordskokkechips med røget salt, ovnristede rugbrødstrekanter også med en smule røget salt og et drys bredbladet persille, grofthakkede ristede hasselnødder og fintrevet citronskal. Uhmmmmm! Det smagte himmelsk.

Ovnbagte jordskokkechips med røget salt

200 g rensede jordskokker

2-3 spsk olivenolie

En smule røget salt

Skær jordskokkerne i tynde skiver. Så tynde som muligt. Vend dem i olivenolie og det røgede salt. Læg dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ovnen ved ca 160 gr varmluft. Det er lidt forskelligt hvor lang tid det tager. De skal være sprøde og gyldne. Mine tog ca 20 min.

Ristede rugbrøds trekanter.

Skær nogle helt tynde skiver rugbrød. Gerne af noget tørt og kedeligt rugbrød. Pensel med olivenolie og drys med en smule røget salt. Rugbrødet kan komme i ovnen samtidig med jordskokkechipsene. De skal have næsten samme tid og samme grader. Tag rugbrødstrekanterne ud når de er sprøde og gyldne.

Velbekomme!

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.