Vilde chips

Jeg er elsker at bruge alle mulige vilde planter i min madlavning. I vores have lader jeg nogle af de vilde planter stå så det er nemt lige at gå ud at hente. Vi har feks. brændenælder, skvalderkål og mælkebøtter som breder sig lystigt, hvis de får lov. Jeg har brugt mange af de vilde planter på forskellig vis i mange år og jeg prøver hele tiden nye ideer af.

Her er et rigtig effektivt tip til at få en masse gode mineraler og vitaminer fra de vilde planter og samtidig få ryddet ud i dem i haven.

Lav vilde chips.

image

Jeg bruger skvalderkål, brændenælde, mælkebøtte, vejbred, skvalderkål, ramsløg, ramsløgblomster og løvstikke ( som godt nok ikke er en vild plante)

Høst planterne med stænglen på. Brug en saks til brændenælderne. Helst forholdsvist nye og friske blade, men samtidig gerne med større blade.

Du kan f.eks. også bruge strandkål, strandbede og almindelig syre.

Skyl planterne grundigt. Brug evt en salatslynge til at tørre dem i. Ellers kan du tørre dem imellem to rene viskestykker.

Jeg bruger:

Brændenælde, skvalderkål, mælkebøtte, vejbred, ramsløg, ramsløgblomster, løvstikke og andet vildt.

2 spsk olivenolie ( til en bradepande ca. 2 spsk.)

1 tsk paprika (eller hvad du kan lide af krydderier)

lidt uraffineret salt ( jeg bruger noget urtesalt)

Tænd ovnen på 150 gr. varmluft. Bland olivenolie med paprika (el. Andre krydderier) og en smule salt. Læg de skyllede og tørrede blade (ramsløgblomster el ramsløgknopper) i en skål. Det er en god idé at blande og bage brændenælder, skvalderkål osv hver for sig, da bagetiden er lidt forskellig ved de forskellige urter/planter.  Hæld olie/ krydderiblandingen over bladene og nuldr det godt sammen. Spred bladene/blomsterne  godt ud på en bradepande. De skal helst ikke ligge for tæt. Sæt nu pladen eller pladerne ind i ovnen. Brændenælderne og ramsløg får ca 10 min. Skvalderkål, mælkebøtte og løvstikke ca 15 min. Hold øje med dem i ovnen og smag om de er nok. De skal være sprøde men ikke brankede.

De smager skønt og er sprøde og lækre.

Du kan også prøve at bage Mælkebøtteblomsterne med olivenolie eller kokosolie og lidt ahornsirup eller honning. Det smager rigtig lækkert og kan spises som slik eller til en dessert.

Rigtig god fornøjelse!!

 

Print Friendly, PDF & Email

One thought on “Vilde chips

  1. Hej

    Er lige nysgerrig efter, hvor længe de kan holde? Kan de opbevares så man kan lave en stor portion på én gang?

    Glæder mig til at prøve dem. Tak for deling <3

Skriv et svar