Glutenfrie boller med kogt quinoa og blomkål - Vegansk og glutenfri opskrift - Mad med glød

Glutenfrie boller med kogt quinoa og blomkål

Opskriften til disse boller lavede jeg, da jeg havde noget hel kogt quinoa tilovers fra aftensmaden dagen før. Jeg tilsatte blomkål, for at tilføre lidt grønsager til dejen. Ud over kogt quinoa indeholder bollerne bla også quinoamel, rismel og kikærtemel. Jeg synes at de blev rigtig lækre. Hvis du ikke har prøvet at bage med glutenfrit mel og loppefrøskaller før, skal du nok lige blive fortrolig med det først. Du skal lige lære hvordan dejen skal føles og kende fremgangsmåden.

Jeg spiser ikke selv 100% glutenfrit, men jeg trives bedst med glutenfri mad, og så kan jeg rigtig godt lide de glutenfrie kornsorter, så derfor holder jeg mig mest til det.

Her følger opskriften:

(Ud af denne portion fik jeg 16 boller og 10 foccacia boller)

7 dl vand

3 spsk pulveriserede loppefrøskaller (Gul Husk)

200 g helt finthakket blomkål

2 1/2 dl kogt gul quinoa

2  1/2 dl quinoamel

2  1/2 dl rismel

1 1/2 dl kikærtemel

1/2 dl hørfrø

1/4 dl olivenolie

1 spsk uraffineret salt el urtesalt

Start med at røre loppefrøskallerne ud i vandet. Lad det derefter stå til det begynder at gelere. Nu piskes der grundigt. Enten i røremaskinen, med en håndmixer eller et piskeris. Jeg har både lavet dejen i en røremaskine og æltet dejen i hånden. Jeg synes bollerne bliver lidt mere luftige, hvis man rører den i røremaskine. Men du kan prøve dig frem og se hvad der fungerer for dig. Til dig der ingen røremaskine har, kan du dog stadig lave nogle lækre boller.

Når du har pisket loppefrøskallerne i vandet, tilsættes olie, hørfrø, salt, de kogte quinoa og det finthakkede blomkål. Rør grundigt i dejen enten med en grydeske eller i røremaskinen.  Nu tilsættes de forskellige slags mel lidt efter lidt, mens der æltes. Dejen skal være sammenhængende, men en smule fugtig.

Nu tages to skåle. Den ene kommes der vand i og den anden en blanding af sesamfrø og birkes. Nu dypper du hænderne i vand og rager en klump dej som du former til en bolle. Du skal rulle bollen uden at trykke og presse for meget. Prøv at bevar luftigheden i dejen. Nu vendes bollen i frøblandingen. Du kan godt nøjes med at komme det på den ene side af bollen. Jeg elsker bare at det knaser når jeg spiser bollerne, så jeg dækker hele bollen. Nogle af bollerne kommer jeg havregryn eller boghvedeflager ovenpå.

Foccaciabollerne laves således: Tag en skål og kom noget olivenolie, lidt uraffineret salt og noget rosmarin i. Nu dyppes hænderne i olieblandingen. Tag en klat dej og rul til en bolle. Sæt den på bagepapir og tryk den nu forsigtigt flad. Lav huller med fingerspidserne og tag noget ekstra af olieblandingen og fordel det oven på bollerne.

Bollerne og foccacia bollerne skal bages i ca 30 min ved 200 gr. varmluft. Måske skal foccaciabollerne have lidt kortere til end de alm. boller. Det afhænger af størrelsen.

Lad  bollerne køle af, inden du skærer dem over. De er ret klæge lige når de er kommet ud af ovnen.

Jeg fryser altid nogle af bollerne ned. De er meget fryseegnede. For det meste kommer jeg dem lige i brødristeren eller luner dem i ovnen, når de er et par dage gamle. Så bliver de lækkert sprøde igen.

image

På billedet her har jeg brugt to foccaciaboller og lavet en burger med dem. Det var luksus. Mums!

God fornøjelse!!

Spørg endelig hvis du har brug for vejledning. Så vil jeg se om jeg kan hjælpe dig på vej.

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.