Grønsagswrap (lavet af pulpen fra saftfremstilling) - Plantebaseret opskrift - Mad med glød

Grønsagswrap (lavet af pulpen fra saftfremstilling)

Jeg laver en del grønsagssaft. Elsker den følelse af at gøre noget godt for mig selv, når jeg drikker de fantastiske farverige, vitaminholdige og smagfulde dråber. Det eneste jeg synes kan være lidt problematisk, er det spild af lækre fibre, der er fra saftfremstillingen, så fremt de ikke bliver brugt i madlavningen, på én eller anden måde. Jeg har gennem tiden især brugt pulpen i bagværk, postejer og som her i wraps. Hvis ikke jeg lige har kunnet bruge pulpen, har den gjort glæde hos vores høns. I øjeblikket har vi en hønsefri periode, så nu vil jeg bruge min kreativitet til at finde på lækkerier med pulpen.

Her er én af de lækkerier der er kommet ud af mine eksperimenter. Jeg synes at grønsagswrappen gør sig rigtig godt i en madpakke. Den er fuld af gode fibre (fra pulpen, loppefrøskallerne og mandlerne), fedtsyrer (fra mandler og sesamfrø) og masser af mineraler fra især sesamfrøene)

Når du skal bruge pulpen fra saftfremstilling i denne opskrift, skal du tænke over hvad du kommer i saften af stærke ting. Feks ingefær og gurkemeje. Hvis du har lavet en saft med rigtig meget ingefær og gurkemeje, skal du måske pille lidt af det fra pulpen inden du bruger den. Personligt kan jeg godt lide en stærk wrap, men hvis den skal spises af børn, der måske ikke kan lide dem for stærke er det en god idé at fjerne lidt af ingefæren og gurkemejen.

Her følger opskriften på én stor wrap, som kan bruges på flere måder:

Orange wrap:

175 g pulp ( fra gulerod, æble, ingefær, gurkemeje og citron)

50 g mandler malet til mel

1 dl vand

2 spsk loppefrøskaller (økologiske, eller HUSK ikke Gul HUSK)

1 dl sesamfrø

1/4 dl koldpresset olivenolie

1 1/2 tsk gurkemeje (pulver)

lidt chili

uraffineret salt og friskkværnet peber

Start med at røre loppefrøskallerne ud i vandet. Lad det stå i 5 min. Bland nu alle ingredienser i en skål og ælt det godt sammen. Placer dejen på et stykke bagepapir og pres forsigtigt dejen flad. Læg nu endnu et stykke bagepapir over dejen og brug en kagerulle til forsigtigt at rulle dejen ud til kanterne af bagepapiret. Løft forsigtigt det øverste stykke bagepapir af. Bag nu grønsagswrappen i 15-20 min ved 175 gr. varmluft. Den skal være fast og gerne lidt gylden i kanterne. Lad nu wrappen køle af og løft den forsigtigt af det stykke bagepapir den ligger på. Du kan nu bruge den som du har lyst til. Skære den i små firkantede stykker eller i 4 større stykker som du fylder med det du har lyst til.

Den gule wrap på billedet er fyldt med avocado, humus, frisk spinat, surkål og to slags spirer. Lækkert i en madpakke.

 

Print Friendly, PDF & Email

2 thoughts on “Grønsagswrap (lavet af pulpen fra saftfremstilling)

  1. Jeg synes det er en masse bøvl at skulle finde på noget at bruge pulp fra saftpresning til. Og det er da også ganske mærkværdigt at skille tingene ad. Grøntsagerne smager da bedst med deres naturlige saft i, så sådan foretrækker jeg at indtage mine grøntsager.

    1. Hej Maja!
      Principielt er jeg enig med dig. Jeg mener også at det bedste er at indtage så uspolerede fødevarer som muligt. Men jeg kan mærke at min krop ind imellem er vild med friskpresset grønsagssaft. Eller smoothier med alt muligt forskelligt grønt og frugt. Det eneste problem ved saftfremstillingen er at man går glip af de gode fibre. Det er så dem jeg prøver at finde anvendelse af, og det synes jeg da kun kan være en fordel. Vi bruger jo mange forskellige fødevarer som er blevet”skilt ad”. Brød og kager af forarbejdet mel, olier hvor pulpen er skilt fra, sukker som er frarøvet fibrene osv osv. Men som sagt er jeg principielt enig med dig og det er noget der ligger mig meget på sinde at bruge så uspolerede hele råvarer som muligt.

      Vh
      Anette

Skriv et svar