Perlespeltbøffer med hokkaido og majs

Her har jeg lavet nogle plantebøffer af en rest kogt perlespelt, noget fintrevet hokkaidogræskar, majs, krydderurter oa. Jeg koger bevidst altid flere korn, ris, quinoa osv. end vi kan spise på én dag. Dagen eller dagene efter bliver de tiloversblevne kogte korn brugt i salater, sammenkogte retter eller som her i nogle plantebøffer.

Det blev de grønsager jeg havde liggende, der blev brugt til bøfferne her. Og det blev ganske godt. De er blevet spist sammen med en lækker salat, en cashewcreme m/fennikeltop og bagte kartofler. De er blevet brugt som pålæg oven på en rugbrødsmad og som en lille forret oven på et stegt palmekålsblad, med bagt hokkaido, granatæblekerner, cashewcreme og fennikeltop.

Portionen her er til 4 personer til et aftensmåltid.

Ingredienser:

2 dl perlespelt

4 dl vand

1/2 tsk uraffineret salt

250 g hokkaido

50 g løg (renset vægt)

2 fed hvidløg

2 dl majs ( enten skåret fra en kolbe, fra frost eller fra dåse)

1 1/2 dl linsemel el. kikærtemel (Jeg synes at linsemel er bedst)

1 dl vand

1 håndfuld friske krydderurter (jeg brugte persille, purløg og salvie )

1 tsk gurkemeje

1 tsk salt 

friskkværnet peber

Fintrevet skal af 1 citron

Fremgangsmåde:

Skyl perlespelt grundigt i en sigte. Kom dem i en gryde og tilsæt vand og salt. Kog efter anvisningen til de er møre. Det tager ca. 20 min. Lad dem køle af. Du kan med fordel koge dem dagen før, så de er lige til at bruge. Rens hokkaidoen og skær et stykke på 250 g af. Riv det fint, ikke helt fint men sådan en mellemting mellem fint og groft. Hak løget helt fint. Rens hvidløgsfeddene og pres dem. Bland nu alle ingredienser i en skål og rør farsen grundigt sammen. Det er nemmest at bruge hænderne, så du får æltet det hele godt sammen. Lad gerne farsen stå og hvile i 1/2 times tid. Form nu til små bøffer. Pres dem godt sammen og form dem med hænderne. Steg dem i olivenolie til de er gyldne på begge sider.

Rigtig god fornøjelse!

 

Skriv et svar